Grenaa

15-årig indlagt med alvorlige skader efter trafikulykke i Grenaa

En 15-årig pige er indlagt med alvorlige skader, efter hun og en anden 15-årig pige tirsdag formiddag blev ramt af en bilist på N.P. Josiassens Vej i Grenaa. De to piger var omkring kl. 11.00 ved at krydse vejen til fods via et fodgængerfelt, da en 67-årig kvindelig bilist overså dem og ramte ind i dem. 

Den ene 15-årige blev indlagt, mens den anden 15-årige umiddelbart kun kom lettere til skade. 

En bilinspektør foretog tekniske undersøgelser på stedet og skal nu forsøge at klarlægge de nærmere omstændigheder omkring ulykken. 

Østjyllands Politi kan derfor på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere detaljer om hændelsesforløbet. 

Kommentarer