Erhverv

Aflivning af mink rammer 7 farme i Norddjurs

Mink farme i Norddjurs Kommune er også ramt af regeringens beslutning om at aflive alle mink i Danmark.

Beslutningen om, at alle danske mink skal aflives, får konsekvenser for 7 minkfarme i Norddjurs Kommune.

Borgmester Jan Petersen udtrykker medfølelse med avlerne, og kommunens Jobcenter er klar til at hjælpe de ansatte videre mod ny beskæftigelse.

Onsdag den 4. november meddelte statsministeren på et pressemøde, at alle mink i Danmark skal aflives hurtigst muligt. Det skyldes, at coronavirus har muteret i minkbesætninger i Nordjylland, og den nye variant af virus har spredt sig til mennesker. Aflivningen af minkene skal ske i et samarbejde mellem forsvaret, beredskabsstyrelsen og hjemmeværnet.

Der er 7 minkfarme i Norddjurs placeret i hhv. Grenaa, Ørum, Auning og Glesborg.

“Aflivningen af mink er endnu en barsk konsekvens af coronavirus’ indtog i Danmark. Beslutningen beror på sundhedsfaglige vurderinger, som jeg har respekt for, og samtidig er jeg bevidst om, at dette berører en hel branche og har store økonomiske og menneskelige konsekvenser. Jeg vil gerne udtrykke min dybe medfølelse med avlerne og deres medarbejdere, som nu rammes. Jobcenteret er klar til at hjælpe i denne vanskelige situation, bl.a. med at få de ansatte videre mod ny beskæftigelse”, siger Jan Petersen, borgmester i Norddjurs Kommune.

Tiltaget om aflivning af alle mink i Danmark følges op af omfattende statslige hjælpepakker, kompensationer og erstatninger til de berørte minkavlere. Regeringen har også meldt ud, at den vil hjælpe relaterede virksomheder, f.eks. dyrlæger og fodercentraler.

Norddjurs Kommune afventer nu yderligere informationer om aflivningen af de lokale mink fra fødevaremyndighederne og andre involverede instanser.

Kommentarer