Grenaa

Anholdt efter tyveri af guldring

Foto: Rigspolitiet

En 21-årig mand blev torsdag kl. 14.55 anholdt og sigtet for at have stjålet en ring hos en guldsmed i Grenaa. 

10 minutter forinden havde Østjyllands Politi fået anmeldelsen om tyveriet. Ifølge personalet i butikken havde den 21-årige bedt om at få pakket nogle smykker ind og fortalte, at han lige ventede på en ven, der ville komme og betale. 

Vennen kom dog aldrig, og da den 21-årige forsøgte at gå ud af butikken med en æske med en guldring i, blev han standset af en medarbejder, og manden gav æsken tilbage, inden han skyndte sig ud. Ringen var dog ikke længere i æsken, og politiet blev derfor kontaktet. 

En borger havde set manden cykle fra stedet, og han var fulgt efter og kunne derfor lede politiet frem til den 21-årige mand. Han havde ikke ringen på sig, men han blev anholdt og sigtet for tyveri. 

Kommentarer