Debat og politik

CO2 er fremtidens ressource, med stort potentiale!

Af Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne

Folketingsmedlem, Østjyllands Storkreds
Kommunalbestyrelsesmedlem, Hedensted Kommune

Hvorfor vil SVM-regeringen partout indføre en ny CO2-afgift på dansk producerede landbrugsvarer? Ingen andre lande har afgiften, alligevel så insisterer regeringen nidkært på at indføre en produktionsskadelig ny afgift, som faktuelt koster danske arbejdspladser og derimod øger importen på bekostning af de danske producenter.

Danske forskere og virksomheder, bl.a. med investeringer fra NOVO Nordisk Fonden, er langt med et banebrydende projekt, der omdanner CO2 til værdifulde produkter som bionedbrydelig plast og tekstiler. Forskning og forsøg viser, hvordan CO2 konkret kan ændres fra en global miljøudfordring, til et vigtigt kemisk råstof, ved at bruge bakterier til at omdanne CO2 til råmaterialer i bionedbrydelig plast og tekstiler som beklædningsstof.

Ligeledes er vi langt fremme med at udvikle grøn energi, hvor CO2 omdannes og forvandles til biogas. Dertil skal vi ikke glemme den innovative forskning og udvikling i bio kul og pyrolyseanlæg.

Derfor anbefaler Danmarksdemokraterne at vi gentænker reguleringen af CO2, især i landbruget, for at undgå negative konsekvenser for den danske konkurrenceevne – og dermed hele den danske fødevareklynge med omkring 130.000 ansatte.

En rigid CO2-afgift på dansk producerede landbrugsvarer vil faktuelt kun forværre vores konkurrenceevne overfor importerede landbrugsvarer – og lægge nye regninger hos landbruget og i danskernes indkøbskurve. I stedet bør vi efter Danmarksdemokraternes opfattelse fokusere på at støtte og fremme netop de teknologiske fremskridt, der konkret gør det muligt at udnytte CO2 som en ressource. Det er fremtiden!

Kommentarer