Auning

Dansk Center for Herregårdsforskning modtager bevilling fra Augustinus Fonden

Dansk Center for Herregårdsforskning har til huse på Gammel Estrup, hvor historien om herregårdens tjenestefolk formidles. Leder af forskningscenteret Signe Boeskov ses her i Herregårdskøkkenet, hvor man kan følge husjomfruens arbejde ved komfuret. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Med en bevilling på op til en halv million kroner støtter Augustinus Fonden Dansk Center for Herregårdsforsknings arbejde med tjenestefolkene på de danske herregårde. 

Dansk Center for Herregårdsforskning vil over de kommende måneder blandt andet undersøge den særlige rolle, som husholdersker og forvaltere spillede på de danske herregårde førhen, videreudvikle en database om tjenestefolk på alle danske herregårde til forskellige tider og styrke det internationale samarbejde indenfor herregårdsforskningen. Leder af forskningscenteret Signe Boeskov fortæller: 

”Med bevillingen fra Augustinus Fonden er det nu muligt for os at gå i dybden med det store og vigtige arbejde, der ligger foran os med at fortælle historien om herregårdens arbejdende folk. Tjenestefolkene udgjorde langt størstedelen af herregårdens mennesker førhen, og de er derfor en vigtig brik i forståelsen af de danske herregårdes historie. Men ikke desto mindre har tjenestefolkenes historie traditionelt været underbelyst i forskningen i dansk sammenhæng. Vi sætter derfor ind med en satsning omkring dette vigtige emne på forskellige måder på centeret i disse år. Med støtten fra Augustinus Fonden kan vi nu komme et meget væsentligt spadestik dybere i denne del af herregårdens historie og samtidig sikre, at historien bliver formidlet til offentligheden”, siger hun. 

Allerede nu kan man finde viden om tjenestefolkene på de danske herregårde på www.danskeherregaarde.dk, men tanken er, at hjemmesiden med tiden skal udbygges med en omfattende ”tyendedatabase”, hvor man skal kunne finde information om ansatte på hver enkelt herregård til forskellige tider. Databasen vil samtidig være et uvurderligt redskab for centerets forskningsprojekter og for andre med forskningsmæssig interesse i herregårdens ansatte.

Ny forskning i gamle magtstrukturer 

Bevillingen fra Augustinus skal give mulighed for at udvikle nye  forskningsprojekter inden for emnet. Samtidig skal den styrke  sammenhængen mellem nye projekter og centerets igangværende forskning i husholdningens opbygning og bemanding samt hverdag og opgaver i det 18. og 19. århundrede. Et kommende interesseområde vil være de øverste  funktionærer – som f.eks. husholdersken og forvalteren – der var særligt betroede medarbejdere og kunne træffe beslutninger i herskabets fravær i forhold til de øvrige ansatte.  

”I både vores igangværende forskning, i de projekter, som vi  ønsker at lave i fremtiden, og i vores arbejde med databasen er  herregårdens særlige orden og hierarki centrale emner. Vi vil gerne vide mere om, hvordan hverdagens strukturer, herunder magtstrukturerne,  fungerede, og her spiller f.eks. forvalter og husholderske nøgleroller”, forklarer Signe Boeskov.  

En vigtig del af Dansk Center for Herregårdsforsknings arbejde  med tjenestefolkenes historie er udveksling af viden og sparring med de  forskningsmiljøer, primært i England, som har erfaring med både  tjenestefolk som forskningsfelt og kombinationen af historie og digitale  metoder og database. Derfor vil en af de første aktiviteter være et  sommerskoleophold for en af forskningscenterets medarbejdere ved  universitetet i Oxford allerede i juli 2022.

Kommentarer