Kultur

Efterårsferien står i æblernes tegn på Gammel Estrup

Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum

Hver dag i ferien står museets formidlere klar i Orangerierne i herregårdshaven til at fortælle om historiske æbler og hjælpe gæsterne med at plukke og presse æbler til økologisk æblemost. 

Før i tiden brugte man efterårstiden på herregården på forberedelser til den lange vinter. Afgrøderne fra herregårdshaven skulle høstes og konserveres, så man havde mad til resten af året, og det gjorde man ved at moste, tørre, sylte og henkoge blandt andet æbler fra herregårdens egen æblehave. 

”Bag Orangerierne i herregårdshaven på Gammel Estrup findes en gammel æblehave, der rummer et væld af forskellige historiske æblesorter, og haven er omdrejningspunktet i vores aktiviteter i efterårsferien”, fortæller museumsinspektør Anders Sinding fra Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum og fortsætter: 

”Her i landet har man spist æbler i flere tusind år, og allerede tilbage i Middelalderen begyndte man systematisk at dyrke æbler i abildgårde. For godt hundrede år siden udgjorde æblehaverne stadig en vigtig del af herregårdshavernes drift – dels var de ofte en god indtægtskilde og dels blev æblerne brugt på grevens bord året rundt”. 

Æblemosteriet i Orangeriet har åbent alle dage i efterårsferien, og alle kan være med. Det koster 50 kr. at fylde en kurv med æbler, der bliver til cirka 1 liter æblemost, som man kan tage med hjem i en fin glasflaske. I Herregårdskøkkenet kan man igennem hele ferien følge arbejdet med at sylte og bage med æbler, og Husjomfruen sælger naturligvis ud af lækkerierne samt varm kakao og kaffe fra Madam Blå. Mandag til fredag kan man desuden kl. 14 gå med på en guidet tur i herregårdens kælder og se, hvordan frugt og grønt blev opbevaret på herregården. Entré til Gammel Estrup er 100 kr. – børn under 18 år er gratis. Billetten gælder også til nabomuseet Det Grønne Museum.

Kommentarer