Kultur

Enestående fund sætter Norddjurs på landkortet – nu kommer foredraget!

Foto: Museum Østjylland.

En omgang corona ramte Museum Østjyllands forskningsleder Lutz Klassen for et par uger siden, og hans planlagte foredrag den 3. marts om et unikt heste-fund ved Ginnerup måtte beklageligvis aflyses. Men nu kommer erstatningsforedraget!    

Da Museum Østjyllands arkæologer i 2020 opdagede Nordeuropas eneste spor efter ritualer med heste i stenalderen i Ginnerup ved Kolindsund, stod de med et unikt fund. Et fund, der kom til at give genlyd langt ud over Danmarks grænser.

Efter to års udgravninger, radioindslag og artikler i nationale og internationale medier, kan du nu høre Lutz Klassen fortælle om fundet og om, hvorfor 5.000 år gamle knogler fra vilde heste er et vigtigt indspark i den verserende debat om udsætning af heste i den danske natur.  

Høje forventninger blev overgået

Det nordøstlige Djursland var i bondestenalderen en tætbefolket egn. Her har arkæologer også flere gange gjort vigtige fund, der har vakt opmærksomhed udenfor Danmarks grænser.

På trods af at arkæologerne, museet og deres samarbejdspartnere derfor havde høje forventninger til undersøgelserne i Ginnerup, kom resultatet bag på fagfolkene!

”Selvfølgelig vidste vi på forhånd, at der kunne gemme sig spændende ting i jorden i Ginnerup. Men at vi skulle opdage noget, der i den grad rykker ved hestens historie i det danske landskab, var helt uventet, ” fortæller en begejstret forskningsleder Lutz Klassen.

”Det er ikke hverdagskost at finde noget, der på samme tid ændrer en 5.000 år gammel del af danmarkshistorien, får biologerne op ad stolene og bidrager til at kvalificere arbejdet med biodiversitet i Danmark! ”

Udgravning med mange vinkler

I foredraget præsenterer forskningslederen ikke kun udgravningen og dens historiske baggrund. Du kan også høre om, hvorfor nationale og internationale universiteter står i kø for at kunne arbejde med de enestående fund, og hvad østersskallernes hvide farve har med ritualer med hestekæber at gøre. 

Samarbejde om stor udgravning

Det er i samarbejde med Moesgaard Museum, Aarhus Universitet og Københavns Universitet, at Museum Østjylland i de sidste to år har udgravet den 5.000 år gamle samlingsplads fra bondestenalderen.

Der er tale om nogle af de største arkæologiske udgravninger i museets historie med omkring 40 deltagere. 

Info

  • Foredrag: Hestekult i bondestenalderen på Djursland, torsdag den 31. marts 2022 kl. 19 – 21 på Museum Østjylland, Søndergade 1, 8500 Grenaa.
  • Der er entré, og der serveres kaffe og kage. 
  • Billet 50 kr. inkl. kaffe og kage. Købes på museumoj.dk under ”Kalender”.

Kommentarer