Et ekstra es i ærmet til Norddjurs virksomheder
I Norddjurs fortsætter den erhvervspolitiske indsats med at støtte erhvervslivet og undgå afskedigelse under Corona-krisen, og organisationerne bakker talstærkt op.
Norddjurs Kommune har aktivt kastet sig ind i kampen for at støtte kommunens erhvervsliv under Covid19-pandemien med Norddjursmodellen hvor virksomheder tilbydes én til én vejledning om mulighed for at få tilført likviditet via kompetenceudvikling af medarbejdere samt hjælp til det praktiske.
“Muligheden for at udvikle virksomheden gennem kompetenceudvikling vil være et ekstra es i ærmet. Den mulighed vil vi fortælle virksomhederne om på to workshops – korte, effektive gå-hjem-møder – så vi rammer behovet i erhvervslivet bedst muligt,” siger chef for Erhverv og arbejdsmarked i kommunen, Erik Holck Hansen.
Kommunens virksomheder har generelt klaret sig bedre igennem krisen, end mange frygtede.
“Mange i restaurationsbranchen er begyndt at lukke ned for sæsonen, som man plejer i Norddjurs, så det er oplagt at efteruddanne sine medarbejdere i denne tid, og bruge de kompensationsordninger, som findes til dette.” fortæller Jakob Beck Wätjen, regionsformand for HORESTA.
Når virksomhederne veksler mellem at ansætte og afskedige medarbejdere, risikerer de at miste kompetencer samt at skulle bruge lang tid på ny rekruttering.
“Tilgangen til kvalificeret arbejdskraft herunder opkvalificering af ansatte er et fokusområde for vores medlemmer. Det understøtter Norddjursmodellen med efteruddannelse med tilskud i stedet for fyringer,” siger Joan Brøgger, afdelingsformand for 3F Djursland.
Som at have et es i lommen man kan trække
“Vi oplever generelt et noget ustabilt marked, hvor efterspørgslen kan svinge meget afhængigt af smitteniveau og restriktioner herhjemme og i vores samhandelslande i skyggen af Corona-krisen. Derfor kan den enkelte virksomhed i perioder have stor gavn af at kunne sende medarbejdere gennem et uddannelsesforløb, hvis virksomheden i samme periode er ramt af en slunken ordrebeholdning,” siger Gordon Trier Holm, regionalforeningskonsulent i Dansk Industri for DI Randers-Norddjurs.
Viden om de muligheder, der er i forhold til at få tilført likviditet ved at lade medarbejdere undergå efter/videreuddannelse, kan være det es, virksomheder har i lommen, når der er nedgang i efterspørgslen og/eller lavsæson.
“Jeg er ikke i tvivl om, at Norddjursmodellen har en effekt,” siger Torben Jakobsen, formand for LO Djursland og fortsætter:
“Det er en model, andre kommuner skuer langt efter. Flere virksomheder i kommunen har allerede benyttet sig af vejledning”.
“Det, vi oplever, er, at virksomhederne bliver overrasket over mulighederne, der faktisk er, men også at det kræver, at de skal justere i deres planlægning,” siger Karl Schmidt, direktør AOF MIDT.
“Det er en sund øvelse i forhold til at ruste virksomheden fremadrettet,” fortsætter han.
De to workshops understøtter det fokus der er på opkvalificering, herunder uddannelse der tilbydes i VEU regi, hos Erhvervs- og arbejdsmarkeds udvalget.
“Norddjursmodellen viser, hvordan vi ved at sætte en klar politisk dagsorden i kommunen kan trække røde tråde, som styrker vores virksomheder og samtidig sænker ledigheden. Partnerskabsaftalen med afsæt i FN’s verdensmål er eksempel på, hvordan vi har stærkt fokus på at sikre virksomhedernes adgang til uddannet og kvalificeret arbejdskraft. Det kræver, at man står sammen og trækker i samme retning,” siger Else Søjmark, formand for Erhverv og arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune.
Kommentarer