Debat og politik

Flere hospicepladser i hele Danmark – Liv og Død går hånd i hånd

Af Lone Glarbo, Danmarksdemokraterne

Folketingskandidat, Østjyllands Storkreds

I 2018 blev min mor alvorligt syg og hendes sidste 20 dage tilbragte hun på Gudenå Hospice.

20 dage som familien altid vil være meget taknemmelige for.

Den døende, og de pårørende, kan have fuldstændig tillid til, at personalet ved præcis, hvad den døende har behov for, selvom de ikke selv kan give udtryk for det.

På hospice er der naturligvis også meget forskelligt personale, men man har den samme sygeplejerske dagen igennem, og der gøres meget for at bygge bånd mellem den syge og personalet, og det er af stor betydning for hele familien, at man føler den hjertevarme sådan et sted.

Vi oplevede, at min mor ikke bare var endnu en i rækken, men at vi var sammen om at gøre den sidste tid så god, lindrende og smertefri som muligt for hende.

Ofte ligger hospice tæt på naturen, så der er mulighed for at gå en tur, eller bare nyde udsigten fra værelset. Der var blomster, pæne møbler, god duft, sang og skøn mad og mange andre ting, som bare gjorde, at det var et rart sted at opholde sig. Som pårørende er der tillige mulighed for at overnatte og for at spise med, mod betaling. Min søster og jeg kunne overnatte sammen vores mor på stuen, det gav os alle en værdifuld tid sammen.

I Danmark er der kun ca. 300 hospicepladser og det er alt for få pladser, og det betyder, at mange ikke når at få en plads på hospice.

Kommentarer