Første maj i fodsporene på fortidens skovarbejdere ved Gammel Estrup
Søndag den 1. maj markerer Gammel Estrup Arbejdernes Internationale Kampdag med en guidet vandretur, miniforedrag og kaffe ved Skovarbejderhuset i den gamle herregårdsskov Lunden. Samtidig lancerer museet en lydvandring, så man på egen hånd kan følge i fodsporene på fortidens skovarbejdere.
Førhen var der mange ansatte tilknyttet de danske herregårde i hovedbygningerne og på avlsgårdene, i marken og i skoven. Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum sætter med en særlig temadag fokus på arbejderne længst ude i periferien af de store herregårdskomplekser:
”Med udgangspunkt i det restaurerede skovarbejderhus Mikkeldal, der ligger i herregårdsskoven ved Gammel Estrup, stiller vi på 1. maj skarpt på de mere løst tilknyttede ansatte uden for herregårdenes mure. Denne befolkningsgruppes organisering og tilknytning til herregårdene var vidt forskellig fra andre ansattes, og deres arbejde var ofte mere slidsomt. Til gengæld var for eksempel skovarbejdernes liv præget af mere frihed, end livet for de ansatte, der arbejdede tæt på herskabet i hovedbygningen”, forklarer museumsinspektør Helle Kristensen, som er guide og vært på temadagen 1. maj.
Arbejderhistorie og kaffe
Dagen begynder med en vandretur fra Gammel Estrup gennem skoven til Skovarbejderhuset. Undervejs hører deltagerne om landskabet og arbejdet i skoven, og fremme ved skovarbejderhuset udfoldes fortællingen om netop Gammel Estrups oprindelige skovarbejderfamilie:
”Vandreturen gennem skoven slutter med et lille foredrag, hvor jeg blandt andet vil fortælle om livet for familien Brøsted, der beboede Skovarbejderhuset i 1930’erne. Deltagerne kan også høre mere om statshusmandsbrugene, der i 1920’erne og 1930’erne dannede grundlag for den helt nye landsby Lundby på den gamle hovedgårdsjord og ændrede livet for flere af herregårdens arbejdere”, fortæller Helle Ingerslev Kristensen.
Hele eftermiddagen er Skovarbejderhuset bemandet af Gammel Estrups frivillige skovgruppe, der passer Skovarbejderhuset og husets have i daglige. De frivillige har gang i komfuret, og man kan købe både kaffe og pandekager. Har man lyst til at gå på opdagelse på egen hånd, lancerer Gammel Estrup 1. maj en særlig lydvandring gennem skoven, hvor man på sin mobiltelefon kan lytte til fortællinger om livet og arbejdet i skoven førhen. Alle på gåtur i skoven kan benytte lydvandringen sommeren over.
Program
Kl. 13: vandring fra Gammel Estrups p-plads gennem skoven. Kl. 15: miniforedrag ved Skovarbejderhuset.
Kl. 13-16: de frivillige er i Skovarbejderhuset og sælger kaffe og kage.
Det er gratis at deltage. Tilmelding ikke nødvendig – bare mød op.
Kommentarer