Af Henrik Rejnholt Andersen, Moderaterne

Den danske folkeskole står ved en skillevej. Flere forældre, elever og lærere vender sig væk fra folkeskolen – ikke fordi de ikke tror på fællesskabet, men fordi hverdagen i for mange tilfælde ikke hænger sammen. Det må vi tage alvorligt. For folkeskolen er – og skal være – vores vigtigste fællesskab.

Når næsten hver tredje elev i 2040 forventes at gå i fri- eller privatskole, og når lærere kæmper med tidspres, mistrivsel og manglende kolleger, så er det ikke de enkelte skoler, der fejler. Det er systemet omkring dem, der ikke længere er gearet til virkeligheden.

Mere fleksibilitet og mindre ensretning. Fælles rammer skal ikke betyde ens rammer. Vi skal turde give skolerne frihed til at tilrettelægge undervisningen ud fra virkeligheden i klasselokalet – ikke i en bekendtgørelse. Elever lærer forskelligt, og derfor skal undervisningen kunne variere. Mindre hold på tværs af klasser og alder giver mulighed for at møde børn dér, hvor de er, fagligt og menneskeligt.

Samtidig skal vi turde have fokus. Dansk og matematik er fundamentet for al læring. Derfor skal vi tilbyde intensive undervisningsforløb til de elever, der kæmper mest, og sikre, at ingen får lov at give op, fordi de ikke kunne følge med i 3. klasse. Det er ikke bare god pædagogik, det er social ansvarlighed i praksis.

Investering i lærerne – fremfor flere krav til dem.

Der er brug for flere lærere, men også for bedre rammer for de lærere, vi allerede har. Mange nye lærere forlader faget, før de for alvor er landet. Derfor vil vi indføre makkerordninger, hvor erfarne lærere matcher de nye – og hvor de får nedsat undervisningsnorm i opstartsperioden. Det er sund fornuft: når mennesker trives, bliver de i jobbet.

Vi skal væk fra tanken om, at løsningen altid er flere regler og standarder. Tillid og faglig frihed skal igen være nøgleordene i folkeskolen. Det er sådan, vi får kvalitet og arbejdsglæde tilbage.

Et fællesskab, der rækker ud over klasselokalet.

Folkeskolen er ikke kun et sted, hvor vi lærer at læse og regne. Det er stedet, hvor børn møder verden. Hvor de lærer at være en del af et fællesskab, også når det er svært. Derfor må vi se mistrivslen i øjnene – ikke med kontrol og målinger, men med menneskelighed, nærvær og fleksibilitet.

Det kræver, at vi tør tænke nyt. At vi tør lade skolerne prøve nye veje – fx som pilotskoler – hvor de kan arbejde mere frit med fleksible faglige hold, intensive forløb og tæt mentorstøtte. Når det virker, skal vi brede erfaringerne ud til hele landet.

Tid til handling – med omtanke.

Det handler ikke om at rive folkeskolen ned og bygge den op igen. Det handler om at justere med omtanke, menneskelighed og mod. Folkeskolen skal igen være det naturlige valg – fordi den giver børnene faglig styrke, trivsel og tro på sig selv.

Det er ikke bare en investering i skolen. Det er en investering i vores fælles fremtid.