Fra Trashtalk til tøj-glæde. Hvad er bæredygtig mode?
Mød tøjaktivist Tanja Gotthardsen fra Continual og virksomheden New Retex, der modtager, sorterer og processerer kasserede tekstiler. Tanja Gotthardsen tager os med ind i affalds-buret, klæder os på til at skære igennem vildledningen, og inviterer os til at definere en retfærdig og trivende tøj-kultur -lokalt og globalt.
Arrangementet foregår i morgen onsdag i Randers kl. 19.00 hos VIA og koster 25,- kr. at deltage.
Du kan enten tilmelde dig på hjemmesiden her eller bare møde op og betale i indgangen, kontant eller på Mobile Pay. Beløbet bliver brugt til at plante træer.
Det hele handler om tekstilaffald, udfordringerne ved genbrug og genanvendelse, modebranchens underliggende systemer og greenwashing, samt hvordan vi sammen kan definere en bedre tøjkultur.
New Retex
Når NewRetex de kasserede tekstiler, sorteres i kvaliteter og farver. Når tekstilerne sorteres efter farve og kvalitet, øges genanvendelsesmulighederne nemlig. Målet er, at så store mængder som muligt, forbliver i samme loop. Altså at tøj kan blive til tøj igen.
Men med de muligheder som findes i dag, er det desværre ikke muligt at genanvende alle kvaliteter og tekstil-sammensætninger. Der er dog ingen tvivl om, at genanvendelse af tekstiler er et vigtigt fokusområde, og i EU har man besluttet at alle medlemslande skal genanvende en større andel af deres affald, heriblandt tekstiler. Forventningen er derfor, at der opstår et nyt marked for genanvendte tekstiler.
Genbrug og bæredygtighed gennem sortering af tekstiler – NewRetex
Tanja Gotthardsen -Tøjaktivist
Skal man tro modebranchen, har den aldrig været så “bæredygtig”, “miljøvenlig”, “grøn” eller “bevidst” som nu. Men … kan det nu også være rigtigt? Eller bliver vi i virkeligheden bare forført af smart markedsføring?
-Skal vi bare købe økologisk bomuld i stedet for konventionel? Shoppe genbrug, frem for nyt? Eller er det genanvendelsen, som giver os carte blanche til at fortsætte, som vi plejer? Og … trives vi overhovedet med det plejer? Eller står vi i virkeligheden med en gylden mulighed for at gentænke vores forhold til vores tøj, til glæde for både os selv og fællesskabet? Uden, at miste tøj-glæden til rendyrket havregrøds-æstetik?
Det er blot nogle få af de mange spørgsmål, vi skal omkring, når rådgiver, foredragsholder og tøj-aktivist Tanja Gotthardsen tager os med ind i affalds-buret, klæder os på til at skære igennem vildledningen, og inviterer os til at definere en retfærdig og trivende tøj-kultur – lokalt og globalt.
Om Tanja fra Continual
Tanja Gotthardsen er selvstændig rådgiver, foredragsholder, researcher og selvbestaltet tøj-aktivist, og arbejder i krydsfeltet mellem systemisk bæredygtighed og mode- og tekstilindustriens udfordringer. Hun er aktiv i en lang række nationale og internationale indsatser med tekstil- og forbrugerrettigheds-fokus, og i 2021 anmeldte hun, sammen med Forbrugerrådet Tænk, en række større modevirksomheder til Forbrugerombudsmanden for greenwashing. Hun sidder ligeledes på Forbrugerrådet Tænks advisory board ifm. Projektet “Sammen mod tøjspild”, og har desuden, for ganske nyligt, været med på konsultation ifm. udarbejdelsen af det Europæiske Miljøagenturs seneste rapport om alt det tekstilaffald, vi eksporterer.
Dette foredrag er i samarbejde med Affald & Genbrug i Randers Kommune og AOF i Randers
Kommentarer