Auning

Gammel Estrup byder op til efterårshygge med æblemosteri

Man kan plukke mange forskellige typer æbler og lave sin egen unikke most, de forskellige æblesorter giver forskellig smag afhængig af kombinationer. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Gæsterne på Gammel Estrup kan lave deres egen unikke æblemost med familien i efterårsferien. Det er muligt at plukke æbler fra den historiske æblehave og moste æblerne i Orangerierne, hvor museets formidlere står klar til at hjælpe.  

For omkring hundrede år siden var æblehaven stadig en vigtig del af herregårdens husholdning, og det gav tjenestefolkene en del arbejde, når de skulle forberede sig til vinteren. Gartneren skulle plukke og indsamle æbler, og husjomfruen, der passede køkkenet, skulle for eksempel sylte. Æblerne indgik i forskellige retter, som husjomfruen lavede, og kunne serveres løbende hele året. 

”Med vores æblemosteri vil vi gerne fortælle historien om, hvordan herregården var selvforsynende førhen. Man kunne sådan set skaffe det meste til husholdningen fra egen jord og avl, og der var ikke ret langt fra jord til bord. I denne tid med stigende priser og økonomisk krise giver det ekstra god mening at have fokus på, hvad man selv kan dyrke og lave ud af havens frugt, så vi håber at se mange æbleglade familier herude i efterårsferien”, fortæller Simone Wildau Sauter, der er museumsformidler ved Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.  

Alle kan være med til at lave æblemost i Orangeriet, der har åbent alle dage i perioden 15.-23. oktober kl. 10.30-16.30. Det koster 50 kr. at fylde en kurv med æbler, som bliver til omkring 1 liter æblemost. Flasken med æblemost får man med hjem i en fin glasflaske. 

I Herregårdskøkkenet har man mulighed for at følge arbejdet med at bage kage fra historiske opskrifter – blandt andet med sæsonens frugt. Husjomfruen sælger desuden kage samt varm kakao og kaffe fra Madam Blå. De mindste kan komme på en særlig bogstavjagt, og besøger man museet om tirsdagen, kan man desuden følge den frivillige sygruppes arbejde med at sy historiske dragter. 

Entréen til Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum er 120 kr. – børn under 18 år er gratis. Billetten gælder også til nabomuseet Det Grønne Museum. 

Kommentarer