Giv en lokal ildsjæl et kontant skulderklap
Har du i løbet af året stået i en forening, mødt aktive lokale grupper eller stødt på en lokal virksomhed, hvor du har tænkt: Nogen burde hylde dem og fortælle, at de gør en forskel i lokalsamfundet. Så kan du nu og frem til den 31. december 2022 nominere dem til et kontant skulderklap.
Lokale ildsjæle er en uvurderlig lim i lokalsamfund landet over, men det sker, at vi tager dem for givet og tænker, at det plejer han, hun, en bestemt gruppe eller virksomhed jo altid at stå for. Men hvorfor ikke vise dem, at de er betydningsfulde for det lokale liv og fællesskab?
Kender du nogen, du synes fortjener et kontant skulderklap, kan du indstille dem til Andelskasseprisen og Sammen kan vi mere-prisen. Priserne er sat i verden for at hylde den ekstraordinære indsats, som lokale ildsjæle, grupper, foreninger og virksomheder har gjort for deres lokalsamfund.
Andelskasseprisen og Sammen kan vi mere-prisen blev indstiftet for ni år siden og uddeles én gang om året for at hylde nogle af de mange ildsjæle, der gør en forskel i deres lokalområde. Uddelingerne sker på bankens aktionærmøder. De bliver afholdt lokalt i bankens aktionærkredse i foråret 2023, og det er både enkeltpersoner, par, foreninger, grupper og virksomheder, der kan blive præmieret for deres ekstraordinære indsats.
”Vi har mange, fantastiske ildsjæle, der hver dag gør en særlig indsats for deres lokalområde. Takket være deres engagement er de med til at gøre en forskel, der har stor betydning for de lokale borgere. Disse ildsjæle fortjener en særlig hyldest, og jeg håber derfor, at mange borgere har lyst til at indstille én eller flere af disse ildsjæle, så de har mulighed for at få en anerkendelse og en belønning for deres uvurderlige indsats,” siger Jan Pedersen, adm. direktør i Andelskassen.
To priser med kontante skulderklap
Hvert år bliver der uddelt to forskellige priser i hver af Andelskassens aktionærkredse:
- Andelskasseprisen er en særlig anerkendelse til en person eller et par, som har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område. Modtageren får 5.000 kr., en gavekurv og et diplom.
- Sammen kan vi mere-priserne består af tre priser på hver 15.000 kr. samt et diplom. Disse priser er en særlig anerkendelse til tre foreninger, grupper, virksomheder eller lignende, der i det forløbne år har gjort en særlig indsats for et af aktionærkredsenes lokalområder inden for det sociale, erhvervsmæssige eller kulturelle/sportslige område.
Alle kan indstille kandidater til priserne
For at komme i betragtning til en af priserne skal personer i lokalområde indstille én til en af priserne. Alle kan indstille en eller flere kandidater. I indstillingen skal man oplyse navn og kontaktoplysninger på kandidaten. Samtidig skal man beskrive, hvilken særlig indsats denne person, gruppe, forening eller virksomhed har gjort i lokalområdet, og hvorfor kandidaten fortjener prisen.
Indstil kandidater frem til nytår
Man kan indstille kandidater og læse mere om de to priser på Andelskassens hjemmeside Andelskassen.dk | Indstil din kandidat her. Sidste frist for indstilling af kandidater er lørdag 31. december 2022.
Kommentarer