Handlekraftige borgere standsede formodet spritbilist
To borgere handlede søndag eftermiddag resolut og fik forhindret en formodet spritbilist i at køre videre fra p-pladsen ved Aldi i Allingåbro.
En mand opdagede søndag omkring kl. 13.30 en mandlig bilist, der slingrede meget kraftigt på Hovedgaden i Allingåbro og flere gange kørte ind over cykelstien. Da bilisten kørte ind på Aldis p-plads, fulgte manden efter.
Bilisten gik nu ud af bilen, og ifølge manden, gik han på meget usikre ben ind i butikken. Manden holdt bilisten under opsyn og kontaktede en kvinde på stedet, som ringede til politiet.
Da en patrulje kort efter kom frem, havde kvinden taget bilnøglen fra den 37-årige bilist, som stod ved sin bil med en flaske uåbnet sprut i hånden.
Flere borgere havde samlet sig omkring manden for at forhindre ham i at køre fra stedet, og han forholdt sig roligt ved politiets ankomst.
Den 37-årige virkede kraftigt beruset, og han blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. Han fik efterfølgende foretaget en blodprøve, der skal vise, hvad hans promille var.
Kommentarer