Kultur

Historiker viser rundt i ny udstilling om Kolindsund

Kolindsund har altid været en god historie, og mange gode fortællinger dukker op i Museum Østjyllands nye særudstilling, Kolindsund – søen, der deler vandene. Sundet har blandt andet været hjemsted for en motorbane! Den historie og mange flere får gæsterne på omvisningen den 23. juni. Foto: Øvlesen Foto

Kulturlandskab og naturområde. Klimasikring og landbrug. Slægtshistorie og biodiversitet. Perspektiverne i historien om Kolindsund er mange i Museum Østjyllands nye særudstilling Kolindsund – søen, der deler vandene.

Nu kan du mulighed for at dykke lidt længere ned under overfladen på de mange emner, når udstillingens tilrettelæggere inviterer på omvisning.

Kolindsunds historie er ikke kun fortællingen om den sø, der var engang. Det er også en historie om, hvordan landskabet er formet af mennesker, og hvordan vores forhold til naturen har ændret sig gennem tiden.

”Kolindsund er et unikt kulturlandskab med sine pumpestationer, de særegne sundgårde og det langstrakte kanalsystem. I omvisningen dykker vi ned i de mange, spændende historier, som knytter sig til Kolindsund, ” lover museumsinspektør Rikke Alsbjerg Schøning, der er en af de to tilrettelægger af udstillingen. 

”Når vi taler om Kolindsund, er der utroligt mange nuancer, der skal med for at danne et helt billede. Og vi skal hele tiden balancere mellem de tit modsatrettede værdier, der er i vores samfund, og som afspejles blandt andet i den måde, vi taler om landskabet på. ”

Omvisningen den 23. juni tager udgangspunkt i de temaer, som udstillingen er bygget op om: Kulturlandskab, natursyn og biodiversitet, klima og ikke mindst fremtidens Kolindsund, som ofte debatteres i lokale medier. 

Hvad skal vi med landskabet?

Særudstillingen på Museum Østjylland er en aktualitetsudstilling, og mange af dens emner er en del af den offentlige debat. Biodiversitet, natur og klima diskuteres som aldrig før, og Kolindsund er et godt eksempel på et sted, hvor alle de ret komplekse perspektiver indgår.                               

”Kolindsund er jo bare altid en god historie! Og særligt i dag, hvor emner som klima og natur virkelig har fået plads. Derfor er det også vigtigt, at debatten er nuanceret, så man får alle perspektiver med. For det er slet ikke så enkelt endda – og det er ikke kun et spørgsmål om vand eller ej. Det er det, vi har forsøgt at ramme med udstillingen, og det er også vores fokus, når vi viser rundt, ” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard, som er omviseren denne eftermiddag.  

Info

Omvisning i særudstillingen Kolindsund – søen, der deler vandene, torsdag 23. juni 2022 kl. 14 – 15.30 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

Gratis. Husk tilmelding på museumoj.dk under ”Kalender”.

Kommentarer