Hør fantastiske fortællinger om ”gemte” genstande i Grenaa
Det er ikke let at udvælge fire favoritgenstande mellem hundredvis af fine ting i Museum Østjyllands udstillinger. Men museumsinspektør Tina Bjerregaard har gjort forsøget!
Kom med på en omvisning i de permanente udstillinger ”Fire veje til Norddjurs” og hør hende fortælle historier om sine fire finurlige favoritter, der gemmer sig lidt i udstillingen.
Alle udstillede genstande i museets udstillinger er med i det fine selskab, fordi de alle viser en vigtig del af lokalhistorien. Mange af dem kan man forstå uden ret meget forklaring, mens andre gemmer på større og særlige fortællinger, som ikke altid er nemme at opfatte bag montrernes glas.
”Nogle genstande har vi gjort ekstra meget ud af i udstillingerne, fordi de virkelig fortæller en stærk historie. Men ikke alle de ting, vi har udstillet, kan få lige meget fokus, selvom de også fortjener det. Det er en benhård udvælgelse, ” fortæller Tina Bjerregaard.
”Derfor zoomer vi nu ind på de lidt ”gemte” historier bag nogle udstillede genstande, og jeg vil på denne omvisning fortælle lidt mere om fire helt særlige ting, som jeg har et særligt blødt punkt for, ” smiler Tina Bjerregaard.
Menneskehår, sten og kollektivister
Museumsinspektøren vil ikke afsløre meget om, hvilke genstande hun sætter spotlyset på denne eftermiddag. Men hårdt presset siger hun dog, at der nok vil indgå historier om menneskehår, kollektivister, en lidt uhyggelig hest og om en helt særlig sten, der engang blev fundet ved Karlby.
”Det bliver en lidt anderledes omvisning, da den ikke kommer til at følge en rød tråd, da vi springer fra en tid til en helt anden, fra en egn til en anden osv. Men til gengæld får publikum nogle lidt finurlige og skæve fortællinger fra Norddjurs. Historier, som ikke kommer op til overfladen på et almindeligt besøg i museets udstillinger, ” afslutter Tina Bjerregaard.
Info
- Omvisning: Fire finurlige favoritter, onsdag 20. april 2022 kl. 15 – 16 på Museum Østjylland, Søndergade 1, Grenaa.
- Billet 50 kr. Købes på museumoj.dk under ”Kalender”.
Kommentarer