Jul for herskab og tjenestefolk

Julen står for døren – også på Gammel Estrup, hvor man kan
være med, når både herskab og tjenestefolk forbereder sig til jul
på herregården som for hundrede år siden.
Fra 27. november og frem til jul er der ægte julehygge for hele familien, når
Gammel Estrup er pyntet smukt op til højtiden. I Spisestuen er der dækket
op til herskabets julemiddag, og i Riddersalen stråler juletræet. I stuerne kan
man se, hvor grevefamilien drak kaffe efter middagen, før juletræet blev
tændt, og hvor børnene efter juletræsdansen nød deres gaver, og familien
samledes om flygelet og sang julesange. I Folkestuen og Herregårdskøkkenet
kan man møde husjomfruen, og følge hendes arbejde med at bage kager efter
Gammel Estrups hundrede år gamle opskrifter, og man kan naturligvis
smage på lækkerierne samt kaffe fra Madam Blå.
Udgangspunktet for Jul på Gammel Estrup er historien om
den vigtige og travle tid, som julen var på herregården for godt 100 år siden.
Ikke mindst for tjenestefolkene, som måtte i gang med forberedelserne flere
måneder før jul, fortæller museumsinspektør Marie Aaberg Andersen:
”Tilbage i 1918 kunne Christen greve Scheel fejre sin første jul på Gammel
Estrup. Det var en tid, hvor der stadig var herskab og tjenestefolk, og hvor
der endnu blev ført stort hus på herregården, ikke mindst i julen, hvor
grevefamilien samledes, og man havde mange overnattende gæster. For
herskabet gik juledagene med juleballer med nabogodserne, jagter,
kaneture, middage, julelege osv., mens tjenestefolkene havde travlt med at
gøre rent, redde senge, bære brænde og fyre op i de mange ovne, slæbe
vand til værelserne til vask og bad, servere og meget andet. I køkkenet
skulle der både slagtes, brygges øl, bages og meget andet fra slutningen af
november, så man havde travlt”.
Det var ikke kun i hovedbygningen, at herregårdens
arbejdende folk havde travlt – også på avlsgården og i skoven var der meget
at gøre, og hvis man har tid til en ekstra gåtur ved sit besøg på Gammel
Estrup, kan man ved selvsyn se, hvordan en arbejderfamilie holdt jul i
Skovarbejderhuset i herregårdsskoven Lunden.
Herregården summer af liv i adventsweekenderne
I alle adventsweekender er der særligt gang i juleforberedelserne i det store
hus, og der er skruet op for aktiviteterne for både store og små. I den første
adventsweekend byder Herregårdskøkkenet på julebag, og man kan besøge
det traditionsrige klejnekogeri. I de sidste tre adventsweekender kan man
besøge Herregårdskøkkenet og følge det store arbejde med at lave
gammeldags julesul som medister, leverpostej, flæskesteg og blodpølse på
det store brændekomfur, og i julebageværkstedet kan børn kreere deres egne
peberkagefigurer efter Gammel Estrups helt egen opskrift.
I alle fire adventsweekender kan man klippe historisk
julepynt i herregårdenes stuer og få sig en dans om det store juletræ i
Riddersalen og synge julen ind med forskellige lokale kor. I alle
weekenderne er der også mulighed for at købe gaver i museets butik,
juletræer og julepynt, julesnaps og hjemmelavede æbleskiver af de lokale
Lions Club Svaner og Auning Spejderne.
Fakta
• Jul på Gammel Estrup er 27. november-23. december. Tirsdag-
søndag kl. 10-16.
• Alle dage kan man opleve juleudstillingen Jul for herskab og
tjenestefolk 1918 og besøge Husjomfruen i Herregårdskøkkenet.
• I weekenderne er der klejnekogeri/bageværksted, juleklip og
kaffestue samt boder med juletræer og julepynt samt æbleskivesalg i
Orangeriet i haven.
• Entre til museet er 110 kr. for voksne – børn under 18 år går gratis
ind. Billetten gælder også til nabomuseet Det Grønne Museum.
Kommentarer