Jul for herskab og tjenestefolk på Gl. Estrup
Julen står snart for døren – også på Gammel Estrup, hvor man kan være med, når både herskab og tjenestefolk forbereder sig til jul på herregården som for hundrede år siden.
Fra 26. november og frem til jul er der ægte julehygge for hele familien, når Gammel Estrup er pyntet smukt op til højtiden. I Spisestuen er der dækket op til herskabets julemiddag, og i Riddersalen stråler juletræet. I stuerne kan man se, hvor grevefamilien drak kaffe efter middagen, før juletræet blev tændt, og hvor børnene efter juletræsdansen nød deres gaver, og familien samledes om flygelet og sang julesange. I Folkestuen og Herregårdskøkkenet kan man møde husjomfruen, og følge hendes arbejde med at bage kager efter Gammel Estrups hundrede år gamle opskrifter, og man kan naturligvis smage på lækkerierne samt kaffe fra Madam Blå.
Udgangspunktet for Jul på Gammel Estrup er historien om den vigtige og travle tid, som julen var på herregården for godt 100 år siden. Ikke mindst for tjenestefolkene, som måtte i gang med forberedelserne flere måneder før jul, fortæller museumsinspektør Marie Aaberg Andersen.
– Tilbage i 1918 kunne Christen greve Scheel fejre sin første jul på Gammel Estrup. Det var en tid, hvor der stadig var herskab og tjenestefolk, og hvor der endnu blev ført stort hus på herregården, ikke mindst i julen, hvor grevefamilien samledes, og man havde mange overnattende gæster. For herskabet gik juledagene med juleballer med nabogodserne, jagter, kaneture, middage, julelege osv., mens tjenestefolkene havde travlt med at gøre rent, redde senge, bære brænde og fyre op i de mange ovne, slæbe vand til værelserne til vask og bad, servere og meget andet. I køkkenet skulle der både slagtes, brygges øl, bages og meget andet fra slutningen af november, så man havde travlt.
Det var ikke kun i hovedbygningen, at herregårdens arbejdende folk havde travlt, også på avlsgården og i skoven var der meget at gøre, og hvis man har tid til en ekstra gåtur ved sit besøg på Gammel Estrup, kan man ved selvsyn se, hvordan en arbejderfamilie holdt jul i Skovarbejderhuset i herregårdsskoven Lunden.
Herregården summer af liv i adventsweekenderne
I alle adventsweekender er der særligt gang i juleforberedelserne i det store hus, og der er skruet op for aktiviteterne for både store og små. I den første adventsweekend byder Herregårdskøkkenet på julebag, og man kan besøge det traditionsrige klejnekogeri. I de sidste tre adventsweekender kan man
besøge Herregårdskøkkenet og følge det store arbejde med at lave gammeldags julesul som medister, leverpostej, flæskesteg og blodpølse på det store brændekomfur, og i julebageværkstedet kan børn kreere deres egne peberkagefigurer efter Gammel Estrups helt egen opskrift.
I alle fire adventsweekender kan man klippe historisk julepynt i herregårdenes stuer og få sig en dans om det store juletræ i Riddersalen og synge julen ind med forskellige lokale kor. I alle weekenderne er der også mulighed for at købe gaver i museets butik, juletræer og julepynt af de lokale Lions Club Svaner samt hjemmelavede æbleskiver, bagt på stedet af Auning Spejderne.
Fakta
- Jul på Gammel Estrup er 26. november-23. december. Tirsdag søndag kl. 10-16.
- Alle dage kan man opleve juleudstillingen Jul for herskab og tjenestefolk 1918 og besøge Husjomfruen i Herregårdskøkkenet.
- I weekenderne er der klejnekogeri/bageværksted, juleklip og kaffestue samt boder med juletræer og julepynt samt æbleskivesalg i Orangeriet i haven.
- Entré til museet er 120 kr. for voksne – børn under 18 år går gratis ind. Billetten gælder også til nabomuseet Det Grønne Museum.
Kommentarer