Julehjælp slår trist rekord i Østjylland
Over 9.700 familier har indtil videre søgt om julehjælp hos den sociale hjælpeorganisation Blå Kors Danmark. Af dem bor 1.646 i Østjylland. Det er flere end sidste år, og ansøgningsfristen er først torsdag den 24. november.
Behovet for julehjælp er i år ekstra stort pga. de voldsomme prisstigninger. Det er meldingen fra Blå Kors Danmark, som er en af de hjælpeorganisationer, der uddeler julehjælp til økonomisk trængte familier.
På nuværende tidspunkt har Blå Kors Danmark samlet set modtaget over 9.700 ansøgninger om julehjælp. Det er knap 1.100 flere end i 2021, hvor 8.668 familier søgte om hjælp til mad og gaver.
I Østjylland har 1.646 familier søgt om julehjælp indtil videre. Det er omkring 200 flere familier end sidste år:
“Det er ny rekord på en meget trist baggrund. Vi ved fra de familier, vi møder i vores arbejde, at mange springer et måltid over for at spare penge. Det er desværre virkeligheden for mange familier. Flere oplever, at pengene er sluppet op, allerede inden måneden overhovedet er gået i gang,” siger Thomas Røddik Korneliussen, som er kommunikationschef i Blå Kors Danmark.
Han håber, at endnu flere danskere har lyst til at støtte julehjælpen:
“Vi har brug for hver en krone for at kunne hjælpe så mange familier, som muligt. Som det er lige nu kan vi desværre langt fra hjælpe alle familier, så vi har brug for at indsætte en god slutspurt med bidrag fra både almindelige danskere og virksomheder. Alle pengene går ubeskåret til julehjælp,” siger Thomas Røddik Korneliussen.
Blå Kors Danmarks julehjælp gives til familier med hjemmeboende børn under 18 år som en hjælp til gaver og julemad. I år består julehjælpen af et gavekort på 500 kroner til dagligvarekæden Lidl og et gavekort på 200 kroner til Blå Kors’ genbrugsbutikker. Tidligere år var gavekortet på dagligvarer på 400 kroner. Det beløb er i år hævet på grund af inflation.
Julehjælpen er i år støttet økonomisk af blandt andet statens julehjælpspulje samt Ole Kirk’s Fond, Lidl, og privatpersoner, som har doneret bidrag.
Den 24. november er sidste frist for at søge om julehjælp hos Blå Kors Danmark.
Antal familier, som har søgt julehjælp i Østjylland
- 2022: 1.646 (indtil videre)
- 2021: 1.486
- 2020: 1.434
- 2019: 1.205
- 2018: 928
Kommentarer