Samfund

Klar til nyt skoleår efter stor konference

Foto: Norddjurs Kommune

Den 11. august vender børnene tilbage i skole i Norddjurs, og de møder lærere rustet med faglig inspiration.

Bæredygtig madlavning, elever der bygger biohytter som udsættes i Grenaa Havn, hvor de senere kan dykke ned og se livet det medfører, og bæredygtige investeringer i krydsfeltet med matematik. Det og meget mere blev 170 lærere og pædagoger klogere på mandag den 9. august til konferencen ViN – Verdensmålene i Norddjurs.

Verdensmål i flagstangen

Efterskolen Helle var vært for dagen, hvor forstander Poul Bang bød velkommen inden han gav ordet videre Norddjurs’ borgmester Jan Petersen:

”Den store bæredygtighedsdagsorden kan være så stor, at man bliver afmægtig. Men det er ikke så svært. Det gælder om at handle, der hvor vi er. De grønne flag på vores skoler og de blå flag på vores strande er en del af det rigtige svar her fra Norddjurs. Jeg er enormt stolt over, at vi kan samle så mange i dag til konference, der giver konkrete værktøjer og inspiration til det daglige arbejde med FN’s verdensmål.”

De opmuntrende ord fra borgmesteren satte konferencen i gang. Med 40 workshops, Steen Hildebrandt som keynote speaker, og en hel messeafdeling med 24 stande heriblandt Norddjurs Skoletjeneste, Bevæg dig for livet-kampagnen og Danmarks Vildeste Kommune-projektet, var der talrige input til både udskolingslærere, børnehavepædagoger og alle som arbejder med aldersgrupper derimellem.

Konferencen gav faglig inspiration af høj kvalitet, som kan bringes direkte ind i undervisningen og bruges både ude og inde.

Konferencen var arrangeret i et samarbejde mellem Efterskolen Helle, Norddjurs Kommune, Norddjurs Skoletjeneste og Norddjurs Naturfagsnetværk og støttet økonomisk af Nordea Fonden.

For yderligere oplysninger eller kommentarer kontakt:

Elisabeth Romoser, projektleder

elisabeth.romoser@gmail.com

Tlf. 27 57 87 39

Kommentarer