Samfund

Kom hjem, så vi kan læse sammen!

Foto: Norddjurs

Nyt stort projekt skal højne læseglæden – og lysten hos mere end 1600 børn og deres forældre i Norddjurs.

Ambitionen er at inspirere forældre til at læse med deres børn derhjemme på daglig basis. Læsning er nemlig lig med større ordforråd og læseglæde – og så er højtlæsning en hyggelig stund med masser af nærhed og nærvær.

Udvalgte skoler og alle dagtilbud i Norddjurs Kommune tager nu hul på projektet READ. Det er et læseprojekt og samtidig en måde at invitere til samarbejde med forældrene på for skoler og dagtilbud i Norddjurs. READ er udviklet af Aarhus Kommune. Norddjurs Kommune har fået mulighed for at bruge materialet og arbejder nu videre med projektet i samarbejde med Aarhus og TrygFondens Børneforskningscenter.

READ er inspiration til dialogisk læsning. Det handler lige så meget om at tale om de tanker, som indholdet i bøger vækker hos børn og voksne, som at læse ordene på siden. Man taler om tekst og billeder både før man læser, mens man læser og efter læsningen.

Tasker og bøger ligger klar til start

Forældre, som deltager i READ, låner en taske med hjem fra skolen eller dagtilbuddet. I tasken er der særligt udvalgte bøger, som passer godt til barnets alder. Der er også et vejledningsmateriale til forældrene med gode ideer, som kan hænge på køleskabsdøren. Materialet giver ideer til, hvordan forældrene kan læse med deres børn, så børnenes nysgerrighed og lyst til at opleve og bruge sproget bliver stimuleret endnu mere.

I det første år deltager alle dagtilbud i Norddjurs Kommune, indskolingen og mellemtrin på Auning skole og indskolingen i Børneby Nord. Herefter håber Norddjurs Kommune, at de øvrige skoler også kan deltage.

Bøger og vejledningsmateriale kommer hjem til forældrene i tre perioder over det kommende år, som er projektets år 1.

De første forældre modtager tasken omkring d. 30. august. De låner den i 7 uger. Når de er færdige med tasken afleverer de den igen, så nye forældre kan låne den. Den 1. april 2022 har materialerne været hjemme hos alle de deltagende familier.

Lene Mehlsen Thomsen, skole og dagtilbudschef Norddjurs kommune siger: “READ skal bidrage til at udvikle vores børns sprog, læselyst og for skolebørnenes vedkommende deres selvstændige læsefærdigheder. Vi har også en anden ambition med det. I Norddjurs kommune arbejder vi for at udvikle vores læringsmiljøer, så børn deltager og tør livet. READ er én af de indsatser, som skal bidrage til dette. Når man læser i sofaen med mor eller far kan man overkomme mange spændende udfordringer, som man heldigvis ikke har mødt i livet endnu, men som man lige præcis kan møde i bøgerne”.

Læsning får ordforrådet til at vokse

Mange forskere anser læsning for den væsentligste kilde til udvikling af børns ordforråd. Sproget i børnebøger er mere varieret end det sprog, vi bruger, når vi taler sammen, og børnebøger indeholder langt flere sjældne ord end f.eks. Tv-programmer for børn.

Lillian Byrialsen, sprog og læsekonsulent i Norddjurs Kommune forklarer:

“De børn, som ved skolestart har et stort ordforråd udvikler deres sprog endnu mere end børn, der ikke har så stort et ordforråd ved skolestart. Forskellen mellem de to børnegruppers sprog øges gennem skoleforløbet. Vi vil gerne give dem alle det bedst mulige afsæt for at udvikle sproget og dermed også deres viden om verden”.

READ – Sammen om læsning

Annette Sortkjær Brovall er afdelingsleder i dagtilbud i Børneby Nord i Norddjurs Kommune: “Jeg ser frem til at arbejde med READ. Jeg håber, at materialet kan inspirere forældrene og bidrage til hyggelige hverdagsrutiner i familien. Dialogisk læsning giver forældre og børn gode stunder, hvor forældrene mærker, hvor stor betydning det de gør, faktisk har. Vi vil som dagtilbud støtte og guide forældrene alt det, der er behov for”.

Marie Birch, som er forælder til tre børn på Auning skole siger: “Vi har en travl hverdag. Nogle gange kan læsning være en kamp, men det her kan jeg godt tænke ind i min hverdag. Det var en øjenåbner for mig, at det også er en læsestund, når man mest bare taler ud fra billederne. Den ene dag kan det være, at vi bare sidder og taler sammen ud fra billederne, og den næste dag læser vi videre. Det er en god måde at læse på for os”.

Også Lærke Læssøe Schmidt, forælder til børn i dagtilbud i Allingåbro, ser frem til god inspiration: “Jeg tror, det giver læselyst og forståelse af mange flere ord. Jeg talte netop med mine børn den anden dag om, hvad ”mellemmad” betyder”. De havde nogle gode bud. Jeg tror i dette projekt, at vi får øjnene op for, at det at læse for sine børn ikke er gammeldags, og at det er godt at slutte dagen af med tæthed og nærvær”.

READ: Udviklet af Aarhus Kommune – Norddjurs griber stafetten i samarbejde med forskningscenter

Erfaringerne fra READ i Aarhus og Norddjurs skal TrygFondens Børneforskningscenter arbejde videre med. Ambitionen er en effektiv læseindsats til gavn for børn i hele landet.

Lene Mehlsen Thomsen, skole og dagtilbudschef i Norddjurs Kommune:

“Som en mindre kommune er vi altid på udkig efter, hvilke erfaringer man gør sig andre steder og hvilke forskningsfund, der kan kvalificere læringsmiljøerne for lige præcis vores børn og unge. Vi henvendte os til Aarhus Kommune, som har udviklet READ, og til TrygFondens Børneforskningscenter, som netop har fokus på sammenhængen mellem vejledning af forældre og børns læsefærdigheder. Som en mindre kommune har vi færre muligheder for at genere ny viden, men vi kan tage andres erfaringer ind i vores pædagogiske praksis, og vi kan tilpasse, videreudvikle og evaluere. Vi er taknemmelige for samarbejdet med TrygFondens Børneforskningscenter og for, at Aarhus Kommune vil dele deres READ materialer og ikke mindst deres erfaringer med projektet med os. De har haft meget positive effekter af READ, og derfor er det interessant for os”.

Thomas Medom, Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune:

”READ har vist gode resultater for børnenes læsning og skrivning – ikke mindst for de mest udsatte børn, som READ har givet et bemærkelsesværdigt løft. Det er enormt positivt, for grundlæggende sproglige færdigheder er afgørende for alle børn og unge og for lige muligheder i skolen. I Aarhus har vi READ i både dagtilbud og skoler, der benytter materialet til at samarbejde med forældrene om børnenes sprog og læsning. At Norddjurs vil bruge vores materiale til at styrke den sproglige udvikling hos børnene, gør mig glad og stolt, for det er udtryk for, at indsatsen virker”.

Simon Calmar Andersen, professor og leder af TrygFondens Børneforskningscenter:

”Vi glæder os meget til samarbejdet med Norddjurs og Aarhus Kommuner, hvor vi sammen skal udvikle på, hvordan man bedst støtter forældre, lærere og medarbejdere i at bruge læseindsatsen i hverdagen og blive ved med at bruge den. Selvom vi har meget lovende resultater med READ fra lodtrækningsforsøg i Aarhus Kommune, er et grundlæggende problem nemlig, at de positive effekter tit forsvinder, når man tager indsatser som READ i brug i stor skala. Det kan skyldes, at der ikke er den samme bevågenhed, som når man er med i et profileret udviklingsprojekt. Derfor vil vi kombinere forskning med erfaringerne med READ fra Norddjurs og Aarhus Kommuner og i to store lodtrækningsforsøg afprøve, hvordan vi bedst kan implementere læseindsatsen i stor skala. Hver forsøgsrunde kommer til at omfatte en tredjedel af alle landets folkeskoler og cirka 16.000 elever. Lykkes det at opnå positive resultater i de store afprøvningsrunder, står vi med en effektiv og omkostningslet læseindsats, som kan komme alle elever i hele landet til gode”.

Kommentarer