Debat og politik

Mona Striib: Velfærdens ansatte sættes under ekstremt pres

Mona Stiib råber vagt i gevær i forhold til de ekstremt pressede vilkår, som personalet i botilbud, ældre-, børne-, og sundhedssektoren og beredskabet skal møde corona-smitten under. FOA og de øvrige organisationer i Forhandlingsfællesskabet har netop godkendt en ny fælleserklæring, der skal bane vejen for løsninger.

Mens den høje vaccinetilslutning sikrer bedre beskyttelse mod alvorlige tilfælde af corona, er smitteudviklingen i samfundet så alvorlig, at den danske velfærd og de medarbejdere, der skal passe på samfundets ældre, børn og svage, uden tvivl ser ind i nogle meget pressede vintermåneder.

Det forventer forbundsformanden for FOA, Mona Striib, der i skarpe vendinger opfordrer til, at der igen tænkes kreativt for at finde løsninger, der letter presset på medarbejderne.

 ”FOAs medlemmer løb i forvejen stærkt. De kommer fra en sprint ind i en spurt i kampen mod corona. Jeg er dybt bekymret for mine medlemmer og for arbejdskraftsituationen på flere områder i den kommende tid. Velfærdsstatens medarbejdere har den vigtige opgave at passe på vores ældre, svage og syge. Det et min opgave at påpege, at der dælme også skal passes på medarbejderne, så de ikke knækker sammen!” siger Mona Striib.

”Mit vigtigste budskab er, at vi skal sikre, at der tilføres personale til de pressede områder rundt om i landet. Vi skal ikke gå i panik over corona-smitten, men vi skal handle hurtigt for at sikre, at der er hænder nok ude i ældreplejen, i sygehusvæsnet og andre steder, hvor folk allerede før corona skreg på flere kollegaer, og hvor mange stillinger er ubesatte,” siger Mona Striib.

Det er ikke let, slår formanden for landets største offentlige fagforbund fast. Billedet er forskelligt, men flere steder arbejder man allerede nu i nødberedskab. Under sidste nedlukning aftalte arbejdsgivere og de faglige organisationer en såkaldt fælleserklæring, der gjorde det muligt at finde lokale løsninger.

I dag har organisationerne i Forhandlingsfællesskabet, hvor Mona Striib har formandskabet, netop godkendt en ny aftale om en ny fælleserklæring.

”Det er et vigtigt skridt. Ligesom sidst skal vi have gang i lokale løsninger og aftaler, der gør det muligt at medarbejdere, der fx ikke kan udføre deres normale arbejde, kan skifte over og varetage andre opgaver i de kommende måneder. Hjemsendte kan også hjælpe til på et plejehjem, i en daginstitution eller andre steder, hvor der bliver behov for ekstra arbejdskraft og mandskab, og hvor det ikke kræver særligt fagkundskab, eller hvis medarbejderen hurtigt kan oplæres til nye opgaver,” siger Mona Striib.

Politikerne må også regne med at snøre pengeposen op. For det er ikke gratis at skabe den nødvendige indsats.

”I den kommende tid handler det i høj grad om, at vi som samfund gør alt, hvad vi kan for, at medarbejderne i sundhedsvæsenet, i ældreplejen, i daginstitutionerne, beredskaberne får de bedst mulige betingelser for at komme hen over julen. Det handler om ressourcer, det handler om aftaler og lokale løsninger, og det handler om at booste den helt nødvendige rengøring og hygiejne, der bryder smittekæderne, indtil endnu flere er vaccinerede, og vi igen ser en faldende smitte i samfundet,” siger Mona Striib.

Kommentarer