Museumsdirektør stopper efter 22 år på Gammel Estrup
Britta Andersen, der har stået i spidsen for Gammel Estrup
Danmarks Herregårdsmuseum siden år 2000 stopper til maj
2022. Museet siger dermed farvel til en lokal ildsjæl og drivkraft,
der igennem sit lange virke har udviklet herregårdsmuseet på
Djursland fra et støvet stolemuseum til et internationalt
anerkendt specialmuseum for hele den danske
herregårdshistorie.
Det er med vemod, at Britta Andersen forlader Gammel Estrup, men efter et
langt aktivt arbejdsliv er det tid til at lade nye kræfter tage over, siger
museumsinspektøren, der fyldte 60 år tidligere på året:
”Jeg har sammen med mine dygtige ansatte været på en
eventyrlig rejse med Gammel Estrup gennem de seneste 22 år. Stedet har
udviklet sig helt fantastisk, og vi står et sted nu, hvor jeg føler, at jeg godt
kan slippe tømmen. Jeg har gennem min karriere været meget væk
hjemmefra, og nu glæder jeg mig til at bruge mere tid sammen med min
mand, børn og børnebørn”, siger hun.
Gammel Estrup har i Britta Andersens tid gennemgået en
fuldstændig restaurering, hvor alle rum er blevet istandsat, så de nu fortæller
om generationers daglige liv på de danske herregårde, herregårdshaven er
blevet genetableret med pryd- og nyttehaver med tilhørende bygninger og
Skovarbejderhuset i Lunden er blevet genopført. Museet har desuden fået
udvidet sit ansvarsområde til at omfatte alle landets 730 herregårde, og
Gammel Estrup har i dag et internationalt anerkendt forskningscenter og en
omfattende kulturtjeneste, der udvikler tilbud til børn og unge.
Nye kræfter på det gamle gods
Fremtiden byder nu på nye spændende opgaver på Gammel Estrup. Blandt
andet skal museet i gang med en omfattende restaurering af tag og lofter,
ligesom kælderen skal istandsættes og indrettes i den kommende tid:
”Kælderen under sydfløjen er ved at blive omdannet til at rumme
nye brugergrupper, herunder den vigtige skoletjeneste. Desuden skal taget
over alle tre fløje skiftes med masser af nye muligheder for udvikling
forude. Endelig tages i det kommende halve år de første skridt til lancering
af en ny banebrydende digital tyendedatabase med viden om alle
danskeres historie, og der er et stort udviklingsarbejde i gang på den
internationale arena, hvor Gammel Estrup står i spidsen for et netværk
med medlemmer fra 15 europæiske universiteter og museer”, siger Britta
Andersen.
Der igangsættes snarest en ansættelsesproces af en ny direktør, der
sammen med Gammel Estrups faste medarbejderteam skal videreføre det
gode og vedkommende arbejde, som museet er kendt for.
Kommentarer