Formanden for Grenå Marineforening Per Schultz Petersen tog som den første ordet til afsløringen af mindestenen for nedkastningsted “Valdemar”, der fandt sted torsdag den 26. november på Grenaa Hede. 

– Velkommen til borgmester Jan Petersen og kommunaldirektør Christian Bertelsen, stenhugger “ Nesser”, for hans professionelle arbejde, – og holdet bag “ Valdemar” Peter Schack Poulsen og Jørgen Holm. En stor tak til Gert Svith som har gjort dette muligt, uden ham og hans medarbejdere var vi ikke nået i mål. Gert, du har hjertet på det rigtige sted. Tak til Djurs Entreprenørforretning for udgravningen. Der skal også lyde en tak til Museum Østjylland for velvillig assistance, lød introduktionen af Per Schultz.

Borgmester Jan Petersen foretog dernæst afsløringen med bl.a. disse ord:

– Covid-19 forandrer verden og måden, vi er sammen på. Hvis vi indretter os fornuftigt og med påpasselighed, kan vi heldigvis stadig – i et fællesskab – markere vigtige begivenheder som i dag, hvor vi afslører nedkastningsstenen ”Valdemar” her på Grenaa Hede. Tak til Grenaa Marineforening for initiativet og tak til de mange lokale bidragydere, som har været med til at føre projektet ud i livet. Pladsen var en af fire nedkastningssteder her i kommunen. For dem alle gælder, at det krævede mod hos dem, som stod klar til at modtage, anvende og videreformidle det, som flyene kastede ned. Disse mennesker tog et valg – og de gjorde det med liv og helbred som indsats. Stenen skal minde os – og de generationer, som følger efter – om modstandsfolkenes valg i en afgørende tid for Danmark. Og den skal minde os om aldrig at tage frihed, tryghed og demokrati for givet. I største respekt for de mennesker, som gjorde så stor en forskel, vil jeg nu afsløre nedkastningsstenen ”Valdemar”.

Var svøbt i en faldskærm

Stenen var svøbt i en faldskærm som var brugt i forbindelse med nedkastningerne på Grenå Hede.

Grenå Marineforening har opsat mindesmærket til minde om de frihedskæmpere, der modtog våben og sprængstoffer fra England på Grenå Hede under krigen med stor risiko for deres liv og helbred og for vores skyld. Tankerne går også til de brave engelske piloter der med elendigt navigationsudstyr, et mørkelagt land og tysk beskydning var i stand til at finde nedkastningspladserne og finde hjem igen.

Norddjurs Kommune har skaffet de fornødne tilladelser til placeringen på Grenå Hede, Rævevej. (Ved indhegningen til fårene, GPS pos.: 56.39.33.71 N – 10.90.29.90 E. Tak til Vognmand Gert Svith, der har leveret og håndteret stenen på ca. 5 tons og Djurs Entreprenørforretning, som har gravet hullet stenen står i.

Djurslands Museum og Egnsarkivet har været behjælpelig med den historiske del. Stenen er udgravet i en af Vognmand Gert Svits grusgrave ved Balle, Ifølge stenhugger Nesser fortæller stenens farve og struktur, at den er kommet hertil under istiden fra Mellem Sverige for 80 – 100 millioner år siden- sikke en hukommelse.

Lidt om lokalhistorien

Ved Pernille Juul fra Egnsarkivet.

Det er 75 år siden den sidste nedkastning af våben fandt sted. En lokalhistorisk begivenhed, som naturligvis skal markeres.

Formålet med artiklen er også at give et sandfærdigt billede af den indsats, der blev gjort af modstandsbevægelsen i Grenaa under besættelsen.

Forsyningerne fra England af våben, ammunition og sprængstof var af afgørende betydning for at kunne lave effektivt modstandsarbejde, men det var også en fantastisk oplevelse, når disse 4-motores transportmaskiner i lav højde kom drønende ned over selve modtagelsespladsen.

I sommeren 1944 blev der oprettet telegraf-forbindelse fra Jylland til London, hvilket var en betydningsfuld begivenhed for hele den jyske modstandsbevægelse, og der kom nu for alvor gang i såvel sabotage som nedkastning.

For at få tildelt en nedkastning var der forskellige ting, der skulle godkendes af Special Force i London, navnet på den engelske militære afdeling, der stod for samtlige forsyninger til de besatte lande.

Selve nedkastningspladsen skulle udpeges efter ganske bestemte regler. Den skulle have et åbent areal af passende størrelse, flere tilkørselsveje og fremfor alt være i god afstand fra de tyske militære forlægninger. Beskrivelsen af pladsen og dens beliggenhed blev sendt til det jyske hovedkvarter i Aalborg, region 1, og herfra telegraferet i kode til London.

Samtidig med pladsens godkendelse fik man også opgivet inden for hvilket tidsrum, nedkastningen kunne forventes, og ligeledes hvilket navn pladsen havde fået. Den endelige meddelelse blev givet i forbindelse med den daglige nyhedsudsendelse fra London 18.15: BBC sender til Danmark. I slutningen af disse udsendelser bragtes en række hilsener – f.eks. til Sofie, Valdemar, Beate og Martin. Når navnet på pladsen var nævnt, blev der omgående givet besked fra gruppelederne til gruppens medlemmer om mødested og -tidspunkt.

Selve lasten bestod af såkaldte containere, hvor indholdet var særdeles godt beskyttet. Containerne var runde metalbeholdere, knap to meter lange, ca. 40 centimeter i diameter og forsynet med to håndtag i hver ende, så fire mand kunne få fat. En container med f.eks. meget ammunition vejede godt til, så fire var i de fleste tilfælde nødvendigt, ikke blot af hensyn til vægten, men også for hurtigt at få godset fjernet.

Godset fra de mange nedkastninger blev omhyggeligt opbevaret i forskellige depoter, bortset fra den del, man havde ordre til at videresende til andre egne af landet, som ikke havde mulighed for selv at have nedkastning.

Containerne indeholdt karabiner, maskinpistoler, rekylgeværer, ammunition, plastisk sprængstof (PE 2), sprængblyanter og øvrige materialer til fremstilling af sprængbomber. Der kunne også være cigaretter (Lucky-Strike), chokolade, cykeldæk, små forbindingspakker og som noget meget væsentligt, var der et særdeles godt instruktionsmateriale med.

Valdemar, pladsen på heden, modtog mere end én gang 12 containere.

I bybilledet satte krigen sine spor. I sommerferien 1940 var skolegården på Vestre Skole blevet delt af et plankeværk, for der var rykket tyske soldater ind i gymnastiksalene, og på skolens sportsplads var der bygget hestestalde, først telte, senere barakker. Efterhånden blev også klasseværelserne i den gamle bygning langs Vestergade inddraget, først til soldater, derefter til husvilde og endelig til flygtninge. Inden krigen endte, logerede også en samling hipoer her. De forsvandt alle natten mellem den 4. og 5. maj 1945.