Norddjurs Kommune er med i opløbet om at vinde prisen som Årets Ungdomskommune 2021
10 kommuner er med videre i opløbet om at blive kåret til årets bedste kommune for unge. I alt er 21 kommuner indstillet til prisen, som hvert år uddeles af DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd.
Da indstillingsvinduet lukkede, var 21 kommuner indstillet til at vinde prisen som Årets Ungdomskommune 2021. Nu har dommerpanelet været samlet, læst alle indstillinger igennem og valgt en top10, som er videre i opløbet om at vinde prisen, æren og titlen som Årets Ungdomskommune 2021.
De 10 kommuner er: Norddjurs, Faaborg-Midtfyn, Gentofte, Holbæk, Nyborg, Odsherred, Rudersdal, Skive, Svendborg og Vesthimmerland.
Udover titlen vinder en af kommunerne også 10.000 kroner, der er øremærket ungeindsatsen i kommunen. Vinderen, andenpladsen og tredjepladsen offentliggøres i januar 2021.
En ærefuld titel
I mere end ti år har DUF uddelt prisen som Årets Ungdomskommune til en kommune i Danmark, som gør en ekstraordinær indsats for børn og unge.
Chris Preuss, formand for DUF, udtaler:
– Vi har fået rekordmange indstillinger til Ungdomskommuneprisen i år, og det viser bare, at kommunerne arbejder aktivt med at inddrage ungdommen. Derfor har det også været rigtig svært at koge feltet ind. De ti kommuner, der er gået videre i opløbet om at vinde prisen, har på hver sin måde haft noget unikt i deres indstilling, som har været med til at afgøre, at de er gået videre.
Årets dommerpanel består af:
- Chris Borup Preuss, formand for DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd
- Mikael Smed, borgmester i Vordingborg Kommune, sidste års vinderkommune
- Maria Bruselius-Jensen, lektor ved Center for Ungdomsforskning
- Nicklas Lindsten, formand for NAU – Netværket af Ungdomsråd
Kommentarer