Samfund

Ny testmetode giver mulighed for mere effektiv kontaktopsporing

Borgere der viser sig at være smittet med en muteret coronavariant vil fremover få besked om dette langt tidligere.

Ny testmetode giver mulighed for kontaktopsporing af smittede med muterede coronavarianter.

Med den nye delta-PCR vil smitteopsporingen nu få besked om borgere, der er smittet med en muteret coronavariant, på et langt tidligere tidspunkt. Hidtil har der kunnet gå op til flere uger, inden smitteopsporingen blev orienteret om, at en person var smittet med en muteret coronavariant.

“Ibrugtagningen af den nye testmetode betyder, at smitteopsporingen langt tidligere kan komme i gang med en intensiveret indsats og lave reel kontaktopsporing, frem for smitteopsporing på bagkant. Tiden er afgørende for, at vi kan få identificeret de nære kontakter og herefter få dem testet og til at gå i selvisolation. Vi slipper ikke sagen, før vi har fået kontakt med den smittede. Vi vil som et led i den intensiverede smitteopsporing fortsat foretage isolationsopkald til alle, der er smittet med en mutation, for at sikre, at de smittede overholder isolationen. Vi tilbyder dem samtidig hjælp og rådgivning, hvis de oplever problemer med at overholde deres isolation,” siger Birgitte Drewes, vicedirektør i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Alle, der har en muteret coronavariant, som f.eks. B117, også kendt som den engelske variant, vil blive informeret om det, når de taler med smitteopsporingen. Testes man positiv for coronavirus, uden at der er tale om en muteret coronavariant, er det selvfølgelig fortsat vigtigt at overholde alle retningslinjer og anbefalinger.

Kommentarer