Samfund

Østjyllands 21 bedste lærlinge belønnet med medalje

Foto: Flemming Jeppesen

”August er en, der løser sine opgaver med stor interesse og flair med en videbegærlighed, der har sat ledelsen og svendene i værkstedet på prøve. Og han er en, som er en eftertragtet medhjælp blandt svendene og lærlingekolleger, takket være sit lyse sind, lethed til smil og gode fysik.”

Sådan var ordene om kleinsmed August Haaber Nielsen fra Waldemar Christensen Smedie A/S, der indstillede ham til Medaljefonden. Nu bliver han belønnet med en medalje blandt 20 andre af de dygtigste lærlinge, Østjylland kan byde på. Og han var endda så heldig at blive kåret som Årets Lærling 2022.

Og hos en anden virksomhed, DermaPharm A/S, med en anden dygtig lærling med ukrainske rødder lyder følgende:

”Olena en umådelig dygtig og energisk kvinde, som gennem sin uddannelse har være en positiv og inspirerende del af vores virksomhed. Efter endt uddannelse har vi været heldige at kunne beholde hende som en del af holdet hos os, hvor hun forsat yder leverer et stort bidrag til såvel virksomhedens drift som vores værdier og kultur. Olena er 39 år gammel, har baggrund i Ukraine, og er nu blevet en integreret del af kollegiale fællesskab på Farmen, som vi spøgefuldt forkorter DermaPharm til internt. Olena har gennemført sin uddannelse med bedst mulige resultater og kan pryde sig med en lang række 12-taller senest fra sin svendeprøve.”

Her drejer det sig om en uddannelse som lager og logistik-medarbejder hos DermaPharm A/S i Fårup ved Randers. Kvinden hedder Olena Berkash, og også hun modtager en medalje.

Alle de 21 medaljer til de bedste lærlinge i Østjylland, blev uddelt den 20. april kl.17 på Aarhus Rådhus. Det er Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industri, der i regi af Medaljefonden hylder regionens bedste unge håndværkere og uddeler også en særlig pris til Årets Lærling 2022, der særligt har markeret sig blandt de 21 dygtige lærlinge.

– Det er altid en stor fornøjelse at uddele priser til regionens bedste lærlinge. Det er ingen hemmelighed at vores arbejdspladser har drønende travlt i kølvandet på Corona-krisen. Derfor har de mere end nogensinde brug for kvalificeret arbejdskraft. Og erhvervsskolerne hungrer efter unge, der er parat til at tage udfordringen op, gå mod strømmen og satse på en erhvervsuddannelse, siger formand for Medaljefonden, HR-direktør Margrete Larsen fra Verdo A/S i Randers. Hun håber, at medaljeprisen kan være med til at trække flere unge ind i håndværksfagene.

– Manglen på faglærte opstår yderligere, fordi store generationer af faglærte trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og at de nye generationer af faglærte ikke lukker det hul, de ældre generationer efterlader, siger formanden.

Medaljerne går til de 21 bedste lærlinge, som har afsluttet en erhvervsfaglig uddannelse inden for industri, byggeri eller håndværk på en virksomhed i en af følgende kommuner: Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Randers, Syddjurs og Norddjurs. Ved den afsluttende tekniske skoleuddannelse skal medaljemodtageren desuden have opnået en karakter på mindst 10 i gennemsnit.

Pressen er velkommen til at kontakte os, hvis der er interesse for at lave portrætter af de enkelte udlærte unge fagfolk på de respektive virksomheder. Ikke mindst om vedkommende, der blev hædret som Årets Lærling 2022. Og der er også flere billeder fra begivenheden, hvis der er behov for det. Fotograf: Flemming Jeppesen

Medaljefonden

Medaljefonden arbejder for at tiltrække interesserede og kvalificerede unge til erhvervsfaglige, tekniske og håndværksmæssige uddannelser samt for at højne det faglige uddannelsesniveau blandt lærlinge inden for industri og håndværk.

Til det formål belønner Medaljefonden hvert år særligt veludførte svendeprøver og afsluttede skoleopgaver med medaljer og i helt særlige tilfælde legater. Mere på www.medaljefonden.dk

Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industri står bag Medaljefonden. Fondens bestyrelse består af seks personer, der repræsenterer henholdsvis Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industris regionale foreninger i Østjylland.

Kommentarer