Grenaa

Oplev drager og drama i efterårsferien i Grenaa

Vikingen Sigurd Dragedræber sidder rank og frygtløs på sin flotte hest. Heltesagnet om hans fantastiske meritter fortælles første gang i islandske skrifter i 13-1400-tallet, men historien er nok flere hundrede år ældre, men er bare overleveret fra mund til mund omkring bålet. Foto: Jane Hyldgaard

Hvorfor ikke begynde efterårsferien for de små med et raskt dragemord og en modig vikingehelt?

Museum Østjylland i Grenaa slår søndag den 16. oktober dørene op for alle tiders dukketeater om at holde fast i den, man er. Og om at kaste sig ud i livet – selv i modgang.

Det er dukkefører Jane Hyldgård fra Dukkeriget, der i opfører middelalderdrama for de 3 – 9-årige om de evigt aktuelle emner.

Det er gratis, men husk at booke dine billetter på museets hjemmeside.

Dukketeater – Sigurd Dragedræber, søndag den 16. oktober 2022 kl. 11 – 11.30 på Museum Østjylland, Søndergade 1 i Grenaa.

Gratis. Bestil billetter på museumoj.dk under ”Kalender”.

For de 3 – 9-årige.

I teaterforestillingen Sigurd Dragedræber tager dukkefører Jane Hyldgaard alle børn med på en eventyrlig rejse sammen med dukkerne Eskil, Strit og Strå, Regin og den grusomme drageorm Fafner.

På en middelalderlig markedsplads fortæller konen Ingeborg det drabelige sagn om vikingen Sigurd Dragedræber for børnene. Sagnet er inspireret af det ældgamle nordiske sagn om Sigurd Fafnersbanes heltegerninger for at redde en prinsesse. 

Er dukkerne levende?

Ja, det skulle man tro, for dukker ført af de dygtigste hænder kan sprænge alle grænser for, hvad der er fysisk muligt. I den 30 minutter lange forestilling kan dukkerne flyve og forvandle sig, og Jane Hyldgaard kan som dukkefører være to steder på én gang. 

”Og alt dette kan ske, fordi vi spiller forestillingen for aldersgruppen 3 – 9 år, og de er helt med på, at det er sådan, dukketeater foregår! ” siger museumsinspektør Lisette Berg Andersen.   

Dukketeater som underholdning og satire

I Danmark opstod dukketeater med rigtige dukker i midten af 1800-tallet. Før den tid var dukkerne og scenedekorationen lavet af pap, som var trykt i hæfter, og som kunne klippes ud. På den måde kunne store og små selv spille klassiske teaterforestillinger derhjemme, bare de havde en saks! 

Klippearkenes popularitet steg i takt med, at danskerne begyndte at interessere sig mere for teater som underholdning og som satirisk kommentar til samfundet.

Da dukkerne endelig blev tredimensionelle, var det i første omgang udenlandske dukkeførere, som førte dukkerne. Langsomt blev også danske dukkeførere gode til at føre dukkerne med stænger og snore.

”I dag kan dukketeater udføres med loppefund eller ting fra dagligdagen. Eller med dukken på hånden ligesom Jane Hyldgaard i efterårsferiens middelalderdrama, ” smiler Lisette Berg Andersen. 

Dukketeaterforestillingen er en del af projektet ALLE BØRN SKAL MED, der er støttet af Nordea-fonden. 

Kommentarer