Paw Sko i Grenå drejer nøglen om efter 47 år
Efter mere end 47 år som byens lokale skobutik lukker Paw Sko i Grenå, når varelageret er solgt ud. Ophørsudsalget begynder den 16. marts.
Siden 1. februar 1974 har Paw Sko forsynet tusindvis af familier i Grenå og omegn med fodtøj, men som konsekvens af coronakrisen lukkes butikken i Østergade. Inden da skal forretningen dog tømmes, og tirsdag den 16. marts begynder ophørsudsalget.
– Paw Sko i Grenå slog dørene op for næsten 50 år siden, og som en af vores allerførste butikker har den været en integreret del af byens handelsliv gennem rigtig lang tid. Derfor er det også ekstremt trist, at vi er nødt til at dreje nøglen om, men oven på coronaen er der desværre ingen anden udvej, siger Jan Wentzel, der er direktør i Paw Sko.
Butikken skal tømmes
Trods den forestående lukning er der mulighed for at gøre en god handel i de kommende måneder frem mod lukningen. Ophørsudsalget begynder den 16. marts, hvor der lægges ud med 20 procents rabat på alle varer i butikken, der er specialiseret i mærker som Ecco, Gabor og Adidas samt Bisgaard, Bundgaard og Angulus inden for børnefodtøj.
– På trods af de ærgerlige omstændigheder håber vi, at rigtig mange kan få noget godt ud af den sidste tids udsalg. Vores dygtige medarbejdere står i hvert fald fortsat klar til at hjælpe kunderne i området og forhåbentlig kan udsalget blive en god afslutning for den lokale skotøjsforretning, siger Jan Wentzel.
En endelig dato for lukningen af skobutikken i Grenå er endnu ikke fastlagt, da lageret i udgangspunktet først skal sælges ud. Efter lukningen henvises de østjyske kunder til Randers og Aarhus, hvor Paw Sko fortsat har butikker. Tidspunktet for lukningen afhænger desuden også af, hvornår lokalerne måtte ønskes overtaget af en kommende lejer – EDC står for udlejningen.
Kommentarer