Grenaa

Sigtet for at smide sofa i vejkanten

En mand blev mandag eftermiddag sigtet af politiet for overtrædelse af miljøloven.

Mandag kl. 15.00 spottede en borger i Grenaa en bil, der kom kørende på Lergravsvej med en trailer bagpå, hvori der befandt sig en sofa.

Borgeren undrede sig over, hvor bilen skulle hen, da han vidste at Lergravsvej endte blindt, og da bilen kort efter kom retur, var der nu ikke længere nogen sofa i traileren.

Borgeren gik derfor ned for enden af vejen, hvor han kunne konstatere, at sofaen var blevet smidt på jorden.

Borgeren havde noteret bilens registreringsnummer og ringede til politiet, der fik kontakt til den 59-årige mandlige ejer af bilen, der blev sigtet for overtrædelse af miljøloven.

Kommentarer