Kultur

Skal Jan Petersen være årets arkitekturborgmester?

Nu har borgere, byplanlæggere, arkitekter og bygherrer m.fl. mulighed for at indstille en borgmester, som har gjort noget særligt for at styrke den arkitektoniske kvalitet i sin kommune. Arkitektforeningen inviterer til åben indstilling til Borgmesterprisen 2021.

Sidste år blev Køges borgmester Marie Stærke kåret til Danmarks første arkitekturborgmester for sit velholdende arbejde for at gøre arkitekturen til omdrejningspunkt for kommunens udvikling. Igen i år ønsker Arkitektforeningen at hædre en borgmester, som har gjort en særlig indsats for arkitekturen og kommunens fysiske udvikling.

”Arkitektonisk kvalitet i byudvikling er et resultatet af mange gode kræfter, men til syvende og sidst er det borgmesteren, der har det afgørende ord, når lokalplaner og de vigtige projekter besluttes. Det vil vi gerne sætte fokus på med Borgmesterprisen – og ikke mindst hylde de borgmestre, der går foran og viser, at det betaler sig at investere i arkitektonisk kvalitet,” udtaler Johnny Svendborg, Formand for Arkitektforeningen.

Et politisk fokus på god arkitektur betaler sig

Formålet med Arkitektforeningens borgmesterpris er at skabe politisk opmærksomhed på værdien af at føre aktiv arkitekturpolitik både i et økonomisk, æstetisk og samfundsmæssigt perspektiv. Det er en værdi, som Køge Kommune har oplevet igennem deres byudvikling:

”Når vi som politikere insisterer på høj bykvalitet, kommer der investorer, som har lyst til at placere deres midler i vores kommune. Det skaber arbejdspladser og tiltrækker flere borgere. Samtidig skaber gode byrum fællesskab, glæde og stolthed blandt vores borgere, og det er en værdi, man ikke kan prissætte,” fortalte Marie Stærke, borgmester i Køge Kommune i forbindelse med modtagelsen af Bormesterprisen 2020.

Hvem kan modtage Borgmesterprisen?

Kriterierne for at indstille en borgmester er, at vedkommende skal have en klar og bæredygtig vision for kommunens fysiske udvikling med respekt for kommunens kvaliteter og kulturarv. Samtidig skal vedkommende have gjort en indsats for at visionerne i nogen eller høj grad er blevet realiseret i løbet af sin tid som borgmester.

Hvem kan indstille?

Alle kan indstille en borgmester til prisen. Det er dog afgørende for vurderingen og en eventuel kåring, at indstillingen er underbygget af en klar argumentation for, hvorfor netop denne borgmester fortjener at blive tildelt prisen.

Kommentarer