Skolerne fortjener opbakning
Norddjurs Kommunes folkeskoler fortjener opbakning. De fortjener, at mangeårig kamp om hvilke skoler hvor, forvandles til kamp for mere kvalitet i uddannelsen. Den konstruktive kamp er startet med vedtagelsen af ”Vores folkeskole – en kvalitetsstandard” i byrådssalen i Grenaa 22. juni.
”Vores Folkeskole” indeholder forslag til brede kvalitetsstandarder på fire områder: Læringsmiljøer, organisering, forældresamarbejde samt trivsel og sundhed. Ud fra de ressourcer skolerne i dag. Den gør også klart hvad der styres centralt, kommunalt og på den enkelte skole.
Fremover
– vil hver skole præsentere sin profil og kvalitetsstandarder,
– er miljømæssig bæredygtighed er et mål for alle skoler.
– er både pædagogiske læringscentre og udeskole vigtige dele af skolen,
– begrænses lektier til et minimum med en vigtig tilføjelse: efter lærerens pædagogiske skøn.
Tak til skolefolk: forældre, personale, ledere m.fl. i en bred arbejdsgruppe for jeres indsats og for den rapport, der ligger bag kvalitetsstandarderne. Et imponerende produktivt arbejde lavet med enkelte fysiske møder og ellers via videokonferencer under pandemien.
Desuden har ”Vores Folkeskole” 17 forslag til suppleringsstandarder. De giver hver især en bedre skole, men de fleste kræver også ekstra midler. Vi får ikke automatisk løftet folkeskolen med status quo standarder.
Det er budskabet i en stribe konstruktive høringssvar fra skolebestyrelser, elevråd, personale m.v. Også mange tak for dem!
Virkeligheden er nemlig også, at vore skoler er økonomisk klemte, og at Norddjurs fortsat har en meget høj andel af skoleelever, som er visiteret til specialskole eller specialklasse.
Målet for Norddjurs folkeskoler skal ikke være flere eller færre i almen skole eller specialklasse. Målet skal være det rigtige tilbud for hver elev. Det fællesskab hvor eleven lærer og trives bedst.
Her prioriterer SF, at vi løfter almenskolen via ekstra ressourcer til to voksne i flere klasser, at vi igen på alle skoler har vejledere med læsning, matematik, trivsel samt forældrekontakt. Og at vi sikrer tid til god forberedelse af undervisningen. Det er den investeringspolitik Norddjurs elever fortjener.
Den destruktive uenighed om skolestruktur og geografi blev i debatten forleden i byrådssalen afløst af en konstruktiv uenighed: Hvilke løft og suppleringsstandarder skal vi prioritere, og hvor meget kan vi løfte? Og af enig opbakning til Skolekvalitetforslaget. Det fortjener vore skoler!
Tak for indsatsen i alle Norddjurs folkeskoler! Jeres indsats under pandemien har været imponerende. I ønskes alle en god og fortjent sommerferie.
Kommentarer