Livsstil og forbrug

Stor interesse for lokale fødevarer

Foto: Norddjurs Kommune

Norddjurs byder på mange lokale råvarer til køkkenet, og de hitter lige nu hos turisterne.

Ved Grenaa Sydhavn er der et stort leben med flere aktiviteter, som tiltrækker besøgende, og områdets forhandlere af lokale fødevarer fortæller alle, at køberne er ved at få øjnene op for de lokale kvaliteter.

Nogle af de nye produkter er Sydhavnsgin og Kombucha drink på flaske, som bliver produceret på selve havnen. Sydhavnsginen blev lanceret for små tre uger siden, og den sælger rigtig godt:

”Vi skal allerede til at lave andet batch, fordi første batch er udsolgt,” fortæller Alexander Hansen fra Bulls Eye Spirits, som står bag produkterne, og han uddyber:

”Engang startede nye produkter i de store byer og bredte sig til resten af landet. I dag ser vi den modsatte tendens, hvor nye spændende produkter breder sig fra landområder og ind til de store byer.”

Chips af tang og silo med cider

I den kombinerede fiskerestaurant og –butik FriskFisken er det blandt andet de lokalt producerede tangchips, som ofte ryger over disken.

”Folk støtter rigtigt op om det lokale. Og når turisterne kommer, har de tit allerede hørt om Seaman chips, som de lige skal prøve,” fortæller medejer Esad Copeji.

75 meter derfra ligger Høbjerg Gartneris byudsalg, og her mærker de også interessen, forklarer Jette som står i butikken:

”Salget går opad, det har vi kunnet mærke op til ferien og op til alle weekender. Lige nu sælger vi mest af jordbær og kartofler, som er i sæson her og nu. Det betyder noget for folk, at varerne kommer her fra området, og der er en stor velsmag ved det.”

Ved den gamle silo, som huser “Liv på Sydhavnen”, har Mariendal Mosteri opstillet en drinksbar. I den har de samlet alle øl, vin, vand, cider og most-producenter på Djursland.

”Vi har lige haft besøg af to fra København, som er herovre for at smage på cider og vin fra området. De besøgende sætter pris på, at der findes unikke smagsoplevelser rundt i landet. Når man selv rejser rundt, søger man den lokale madoplevelse. Her giver vi besøgende mulighed for at gøre det samme med drikkevarer,” beretter Arne Tyssøy, Mariendal Mosteri Djursland – Cider Most og Vinbar.

Han opfordrer samtidig til at bruge det lokale endnu mere:

”På fredage med live musik kommer der mange, der går det godt. Det går lidt mere stille på hverdagene, hvor der også er åbent.”

Fra politisk hold er der også glæde over meldingerne:

“Jeg er glad og stolt over, at både borgere og turister har fået smag for vores gode lokale produkter og at der løbende kommer nye til. Turismen, og aktiviteterne som dem vi har på Sydhavnen, er også med til at fremme kendskabet til vores producenter nationalt, og på den måde styrker det både oplevelses- og erhvervslivet i kommunen, hvilket netop er det, vi arbejder for.”

Udtaler Else Søjmark, formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget i Norddjurs Kommune.

På www.norddjurs.dk/lokalprodukter kan man finde en samlet oversigt over forhandlere af lokale fødevarer.

Nyhedsdato: 21.07.2021

Kommentarer