Tre jyske organisationer forener kræfterne i nyt analysesamarbejde
![](https://norddjursnetavis.dk/wp-content/uploads/sites/24/2025/02/d3a610780056ff718bbf1efa55856b15_tre-jyske-organisationer-forener-kraefterne-i-nyt-analysesamarbejde_primeImage.jpg)
Nyt analysesamarbejde skal styrke erhvervsudviklingen på tværs af 19 jyske kommuner. Den første analyse skal zoome ind på kompetenceforsyning til det midtjyske arbejdsmarked.
Business Region MidtVest, Business Region Aarhus og Erhvervshus Midtjylland har sammen dannet et nyt strategisk analysesamarbejde, der nu er skudt i gang. Målet er at skabe et stærkt vidensgrundlag, der kan være med til at løfte erhvervsudviklingen på tværs af regionen.
– Når vi samler kræfterne på tværs af erhvervsaktører, kan vi udarbejde analyser, der er både dybere og mere målrettede. Vi vil gøre det smartere, bruge skattekronerne bedre og bygge bro mellem aktører. Resultaterne skal ikke bare give indsigt, men også dokumentere baggrunden for nye erhvervsinitiativer og hjælpe os med at følge op på eksisterende indsatser, siger Helle Berthold Rosenberg, CEO i Erhvervshus Midtjylland.
Bygger bro mellem aktører
De tre organisationer dækker tilsammen 19 kommuner: Business Region MidtVest repræsenterer syv kommuner i det midtjyske, Business Region Aarhus står for 12 kommuner i Østjylland, og Erhvervshus Midtjylland dækker hele Region Midtjylland. Dermed vil samarbejdet gavne en bred vifte af virksomheder.
– Vi vil udvikle analyser, der ikke bare giver bedre indsigt, men også sikrer, at vi kan udnytte vores fælles styrkepositioner. Ved at lære af hinanden kan vi forbedre den spilleplade, vi alle skal indordne os under. Der er en klar sammenhængskraft mellem Øst- og Vestjylland på tværs af flere områder, som gør, at vi kan styrke vores individuelle men også vores fælles indsatser. Det er alt fra forsyningssikkerhed og grøn energiproduktion til kvalificeret arbejdskraft og udklækningen af fremtidens kompetencer. Det er et samarbejde, jeg ser meget frem til, fortæller Nicolai Houmark Lauridsen, sekretariatschef i Business Region MidtVest.
Første analyse er klar til sommer
Samarbejdet har allerede taget hul på den første opgave: En analyse af kompetenceforsyningen af det midtjyske arbejdsmarked. Teknologisk Institut er valgt som leverandør, og analysen skal blandt andet kortlægge, hvor der er ubalance mellem udbud og efterspørgsel på kompetencer. Samtidig vil den pege på muligheder og styrker for regionens erhvervsliv samt erhvervslivets behov for international arbejdskraft.
– Vi har allerede en stærk tradition for at arbejde med analyser, der understøtter erhvervsudviklingen i vores områder. Men ved at koordinere vores indsats kan vi bruge ressourcerne endnu bedre og sikre, at data bliver målrettet der, hvor det gør størst nytte. Vi undgår overlap og skaber samtidig et stærkere fundament for beslutninger i både kommunerne og erhvervslivet, forklarer Benjamin Holst, sekretariatschef i Business Region Aarhus.
Analysen fra Teknologisk Institut forventes klar inden sommerferien 2025.
Fakta
Business Region MidtVest består af kommunerne: Skive, Struer, Holstebro, Herning, Ikast-Brande, Ringkøbing-Skjern og Lemvig.
Business Region Aarhus består af kommunerne: Hedensted, Horsens, Skanderborg, Samsø, Odder, Norddjurs, Syddjurs, Randers, Silkeborg, Favrskov, Viborg og Aarhus.
Erhvervshus Midtjylland tilbyder uvildig sparring til virksomheder i de 19 jyske kommuner der udgør BRMV og BRAA.
Kommentarer