Grenaa

Tysk ægtepar dræbt i voldsom trafikulykke. Mand sigtet for uagtsom manddrab

Foto: Rigspolitiet

Et tysk ægtepar blev lørdag aften dræbt i en færdselsulykke ved Grenaa, da en 30-årig mand kørte frontalt ind i ægteparrets bil. Den 30-årige er sigtet for uagtsom manddrab og vil søndag blive fremstillet i Grundlovsforhør.

Det voldsomme uheld skete lørdag aften kort før kl. 23 på Aarhusvej ved Ålsø umiddelbart uden for Grenaa.

En 30-årig mand fra Favrskov kom kørende i en personbil ad Aarhusvej mod sydvest (væk fra Grenaa) og overskred med venstre hjulpar midterlinjen, hvorved han ramte frontalt ind i en anden personbil, der blev ført af en 74-årig mand og med en 62-årig kvinde som passager.

Den 74-årige mand og den 62-årige kvinde, et ægtepar fra Tyskland, var dræbt på stedet. Politiet meddeler, at de pårørende er underrettet.

Den 30-årige mand kom også til skade, men er uden for livsfare. I hans personbil var der også en passager, en 32-årig mand, ligeledes fra Favrskov, som pådrog sig lettere kvæstelser.

Der er mistanke om, at den 30-årige fører var påvirket af alkohol og/eller narkotika, og han fremstilles senere søndag i Grundlovsforhør, sigtet for uagtsomt manddrab. Det sker in absentia, da han stadig er indlagt på grund af sine kvæstelser.

Kommentarer