112

Ukrudtsbrænder formentlig årsag til nedbrændt carport

Torsdag kl. 14.47 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om brand i en carport ved Dr. Louise Vej i Grenaa. Da patruljen ankom til stedet, kunne betjentene konstatere, at carporten og det tilhørende redskabsrum og udhus var overtændt, og at ilden havde fået fat i tagudhænget på den tilstødende villa.

Brandvæsnet var i fuld gang med at slukke branden og arbejdede på højtryk for at sikre, at ilden ikke spredte sig yderligere til huset. Det lykkedes at holde ilden væk fra huset, men tre vinduer var sprængt som følge af varmen, og udhængsbredder og plasttagrender var smeltet. Carporten og skuret stod ikke til at redde og brændte helt ned til grunden.

Det var ikke muligt at fastslå, hvor branden var opstået, men husets ejer forklarede, at han tidligere på dagen havde brændt ukrudt af ved brug af en ukrudtsbrænder, og det er sandsynligvis det, der har startet branden. 

Pas på ukrudtsbrænderen

Hvert år opstår der brande i skure eller huse som følge af forkert brug af ukrudtsbrænder, derfor er det en rigtig god idé at følge nedenstående råd fra Sikkerhedsstyrelsen, inden du tænder din ukrudtsbrænder:

  • Ukrudtet skal svitses, ikke brændes
  • Hold brænderen væk fra tør jord og tør bevoksning
  • Husk god afstand til biler, bygninger og plankeværk
  • Hold øje med glemte gløder
  • Forlad aldrig en tændt eller varm brænder
  • Afmonter gasflaske eller -dåse efter brug
  • Hav altid brandslukningsudstyr i nærheden (fx en vandslange)

Kommentarer