Kultur

Utopier og forestillinger om fremtiden i den forsvundne sø

Hvad byder fremtiden på for Kolindsund? Det er et af de spørgsmål, forfatter Henrik Majlund og særudstillingens tilrettelæggere vil fortælle om på omvisningen 18. juni. Foto: Museum Østjylland

Kolindsund er ikke kun et landbrugsområde fyldt med marker, gårde, veje og kanaler. Det er også et sted, der giver næring til forestillinger om områdets fremtid. Hvad skal der ske med det drænede sund midt på Djursland?

Kom på en anderledes omvisning i den nyåbnede udstilling Kolindsund – søen, der deler vandene, hvor der kigges på Kolindsund gennem historikernes kritiske briller og gennem forfatterens Henrik Majlund frie forestillinger.

Lokal forfatter og leder af Kunsthal for Maritim Æstetik, Henrik Majlund, fortæller på omvisningen om utopier i historien om Kolindsund og menneskets forhold til naturen. 

Kort, poesi og uventede spørgsmål

I særudstillingens dialogcafé kan du finde såkaldte samtalekort med spørgsmål formuleret af Henrik Majlund. Her er desuden et hæfte med Kolindsund-poesi og Kolindsund-spørgsmålene, som Henrik Majlund også står bag. Formålet med kort, poesi og spørgsmål er, at give udstillingens gæster mulighed for at reflektere over udstillingens forskellige perspektiver.

”Henrik Majlund har lavet en abstraktion over udstillingen og giver sine bud på, hvordan gæsterne kan få en samtale i gang ud fra nogle – måske uventede – spørgsmål. Vi vil også gerne give plads til eftertanke. Derfor kan gæsterne efterlade deres eget aftryk i udstillingen, når de hænger deres overvejelser op, ” fortæller museumsinspektør Tina Bjerregaard, én af udstillingens tilrettelæggere.

”Det er spændende for os som kulturhistorisk museum at få et ekstra lag ind over vores faktuelle synsvinkel i udstillingen. ” 

En kunstners blik

Henrik Majlund har gennem flere år beskæftiget sig med natur, biodiversitet og særligt Kolindsund som kunstner, forfatter og leder af Kunsthal for Maritim Æstetik.

”Kolindsund er interessant at arbejde kunstnerisk med, fordi sundet har en dramatisk historie. Samtidig er det også et spejl på de samfundspolitiske tendenser, der udspiller sig både nu og tidligere. Da man i sin tid besluttede at dræne sundet, var det, fordi det var økonomisk fordelagtigt at gøre, da Europa hungrede efter afgrøder. I dag, hvor vi ved mere om naturen og klimaet, er debatten om at genoversvømme sundet relevant, fordi det rammer ind i aktuelle klima- og biodiversitetsproblematikker, ” siger Henrik Majlund. 

Ønskedrømme og utopier

På omvisningen vil museumsinspektørerne Tina Bjerregaard og Rikke Alsbjerg Schøning samt forfatter Henrik Majlund blande historie, nutidsfortællinger og utopier. Du kan som gæst deltage aktivt med dine egne refleksioner om Kolindsund, der måske i en nær eller fjern fremtid skal fyldes med vand igen.

”Min vinkel er utopien, fordi den handler om hvilken fremtid, vi drømmer om. Det kan være en fremtid om mange hundrede år eller den i morgen. Forestillingen om fremtiden stiller spørgsmål til nutiden. Mit bidrag til udstillingen er to sæt spørgsmål. Det ene sæt har et konkret og jordnært indhold, det andet er mere litterært og fortællende. På sin vis stemmer det også overens med det, jeg egentlig forstår ved Kolindsund. Altså at sundet både er et spejl og en mulighed for at stille nogle både grundlæggende og vilde spørgsmål til os selv, ” slutter Henrik Majlund.

Undervejs i omvisningen vil der være en lille servering og et glas bobler til dagens gæster.

Omvisningen er lavet i samarbejde med Kunsthal for Maritim Æstetik.

Info

Omvisningen er gratis, men husk tilmelding på museets hjemmeside. 

Omvisning: Utopier i det forsvundne sund med forfatter Henrik Majlund, lørdag 18. juni 2022 kl. 10 – 12 på Museum Østjylland, Søndergade 1, 8500 Grenaa.

Gratis inkl. et glas bobler mm. Husk tilmelding på museumoj.dk under ”Kalender”. 

Kommentarer