Vækstfonden: Midtjyske fødevarevirksomheder skal sikre grøn genstart

Hvordan skaber vi en grøn genstart efter Coronakrisen? Det spørgsmål stiller Vækstfonden sig selv og samarbejdspartnere i uge 35, når fonden tager på turne i hele landet. Og i det midtjyske er der særligt ét stærkt grønt potentiale: bæredygtige fødevarer.
Danmark er en global stormagt, når de kommer produktion af fødevarer. Dansk landbrug er verdenskendt for den høje kvalitet, og fødevarer er en af de største grupper af eksportvarer i Danmark. Men hvordan sikrer vi en bæredygtig produktion uden at tære på naturens ressourcer? Det skal Vækstfonden, virksomheder og samarbejdspartnere diskutere, når fonden bl.a. slår vejen forbi Randers til en snak om bæredygtige fødevarer. Og her rummer midtjyske fødevarevirksomheder et stort potentiale, vurderer Jacob Christensen Flarup, Senior Director og ansvarlig for Vækstfondens aktiviteter i Region Midtjylland.
”Bæredygtig fødevareproduktion er afgørende for den grønne omstilling. I fremtiden skal vi producere mad til endnu flere mennesker men gøre det på en ansvarlig og bæredygtig måde. Derfor er det vigtigt, at vi har store spillere, der virkelig vil denne dagsordenen. I Vækstfonden vil vi være med til at udvikle virksomheder i hele Danmark, der skaber vækst, arbejdspladser og bidrager til den grønne omstilling, og særligt i Midtjylland møder vi nye spændende fødevare-virksomheder, der hver dag knokler for at udvikle nye grønne teknologier.”
Den globale fødevareproduktion udgør godt en fjerdedel af den globale CO2-udledning. Derfor er der meget værdi at hente, hvis midtjyske virksomheder kan vise vejen for en bæredygtig fødevareproduktion.
Agrointelli viser vejen
En af de virksomheder, der bl.a. arbejder med den grønne omstilling, er aarhusianske Agrointelli. Agrointelli har udviklet en robot, der bl.a. kan sprøjte i de rette mængder og kun på selve afgrøden. Det betyder væsentlig mindre belastning af natur og miljø og sikrer bedre udnyttelse af det samme areal og større udbytte.
Ole Green, CEO og founder i Agrointelli.
”I Agrointelli har vi et mål om at bidrage positivt til klimaregnskabet. En meget vigtig del af vores vision og strategi, og det er de seneste år kun blevet endnu mere afgørende, at vi får ændret udviklingen i en rivende fart. Det vil vi hos Agrointelli. Vi skal fortsat være verdensførende inden for fødevareproduktion, men vi også skal gøre det på en bæredygtig og ansvarlig måde.”
Agrointelli er blot en af mange midtjyske virksomheder, der har mulighed for at sætte deres positive grønne aftryk på fødevareindustrien, vurderer Jacob Christensen Flarup.
”Vi har mange landbrugsvirksomheder i hele regionen, der arbejder med denne dagsorden og bevæger sig i en grønnere retning. Vi har Agro Food Park i Aarhus, der netop er et samlingspunkt for nye innovative fødevare-starts-ups. I Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond ønsker vi at udvikle virksomheder, som arbejder med den grønne omstilling. Derfor yder vi risikovillig kapital, som kan sikre en grøn genstart i hele Danmark.”
Fakta om Vækstfondens aktiviteter i Region Midtjylland
- I 2020 og H1 2021 har Vækstfonden finansieret 25 virksomheder i Randers kommune
- I hele regionen har Vækstfonden i samme periode finansieret 717 virksomheder. Det svarer til 22 % af alle Vækstfondens finansieringer målt på antal.
Kommentarer