Samfund

VIAs nye prorektor vil udvikle og styrke professionsuddannelserne

VIAs nye prorektor, Helle Kruuse-Andersen

58-årige Helle Kruuse-Andersen bliver ny prorektor for VIA University College. Dermed overgår ansvaret for professionsuddannelserne i Region Midtjylland til en profil med solid erfaring fra både praksis og uddannelse.

Helle Kruuse-Andersen tiltræder 1. november stillingen som prorektor i VIA University College. Her vil hun få det overordnede ansvar for VIAs mange professionsuddannelser.

Helle Kruuse-Andersen er i dag uddannelsesdekan i VIA, hvor hun har ansvaret for VIAs sundhedsuddannelser. Derfor kender hun uddannelsessektoren – og VIA University College – særdeles godt. Men med en lang karriere som leder i sundhedsvæsenet bag sig, har hun også et solidt kendskab til den form for aftagerfelt, som VIAs studerende uddannes til. Og den erfaring har hun tænkt sig at bruge i arbejdet med at udvikle VIAs professionsuddannelser:

– Styrken ved professionsuddannelserne er, at de er vekseluddannelser, at de indeholder både teoriundervisning og læring i praksis. Og jeg ved, hvor vigtigt det er at få det samspil til at fungere. Derfor har jeg også et stort ønske om at blive endnu mere fælles med aftagerne, både de offentlige og de private, om den opgave, det er at lave vores uddannelser bedre. Det er altså et samarbejde, jeg gerne vil gøre endnu stærkere, end det er i dag, siger Helle Kruuse-Andersen.

Stillingen som prorektor for VIA University College blev ledig, da Gitte Sommer Harrits tidligere i år forlod stillingen for at blive rektor for VIA. Derfor ved VIAs nye rektor om nogen, hvad stillingen som prorektor kræver, og hun er begejstret for valget af Helle Kruuse-Andersen:

– Helle er en fantastisk profil til stillingen som prorektor, blandt andet fordi hun har solid erfaring fra begge de to verdener, vi så gerne vil knytte tættere sammen, nemlig uddannelse og praksis. Samtidig er Helle en stærk leder, som formår at skabe muligheder og løsninger omkring sig og i samarbejde med andre. Det er der brug for, hvis vi skal udvikle vores uddannelser, og derfor er Helle den helt rigtige kandidat til jobbet som prorektor, siger Gitte Sommer Harrits. 

Og det er netop de mange muligheder i professionsuddannelserne, der inspirerer den nye prorektor til at være ambitiøs – både på egne og andres vegne.

– Jeg ser sådan på det, at vi uddanner dimittender, der er med til at gøre en forskel i andre menneskers liv. På den måde har jeg meget høje tanker om vores uddannelser og om det potentiale, der findes i vores studerende. Derfor synes jeg faktisk også, at der er utrolig meget på spil i den samfundsopgave, vi løser på professionshøjskolerne. Det forpligter os til at skabe de bedste uddannelser, vi overhovedet kan, lyder det fra den kommende prorektor.

Om Helle Kruuse-Andersen

Helle Kruuse-Andersen er oprindeligt uddannet ergoterapeut fra Aarhus. Hun har desuden diplom- og masteruddannelser i ledelse og organisationsudvikling.

Hun har været dekan for VIAs sundhedsuddannelser siden 2022. Det omfatter uddannelserne til fysioterapeut, ergoterapeut, bioanalytiker, bandagist, psykomotorisk terapeut samt ernæring og sundhed.

Fra 2006 til 2022 var hun chef for Fysio- og Ergoterapi på Aarhus Universitetshospital.

Helle Kruuse-Andersen bor i Aarhus og har tre voksne børn.

Kommentarer