Kultur

Vild efterårsferie på Det Grønne Museum

Foto: Det Grønne Museum på Gl. Estrup

Det bliver en VILD efterårsferie, når aktiviteterne på Det Grønne Museum på Gl. Estrup i efterårsferien står i jagtens tegn! 

Tag familien eller vennerne under armen, kom på Det Grønne Museum og oplev historien om en af menneskets allerældste aktiviteter – jagten! Vi tilbyder et væld af oplevelser både ude og inde fyldt med dufte, smage og de vildeste jagtfortællinger. 

Gå på opdagelse i museets udstillinger, mærk og dekorer jeres helt egen pil, prøv kræfter med et af historiens ældste jagtvåben på buebanen foran museet, dyk ned i dens historie i udstillingen og tag på en digital jagttur, hvor du følger en lydfortælling om jagten og jagtens historie med aktiviteter undervejs. Hver dag inviterer vi også på to vilde rundvisninger i jagtens tegn. 

Du kan også gå på jagt efter den hemmelige ingrediens i Smagsmysteriet i Madens Hus på museet. Hvad har mon både været brugt mod raseri og gigt, men også været ingrediens i karryretter og kager? Det kan du smage, lugte, se og føle dig frem til på Det Grønne Museum. 

Plads til aktiviteter ude og inde 

Museet har samlet en aktivitetspakke, som bugner af udfordring og viden, og som udnytter hele museets store område, så der er sikret masser af plads og trygge oplevelser til hele familien både ude og inde. 

På buebanen kan man spænde buen og skyde efter de udfordrende mål. På den digitale jagttur stifter man bekendtskab med de forskellige jagtformer og hører de fantastiske fortællinger fra jagtens lange historie, tilrettelagt og fortalt så der er nyt for både den erfarne jæger og børnene. Pileværkstedet er indrettet, så  

man trygt kan sætte sit særpræg på sin egen pil – et håndværk som bueskytter kalder cresting. Alt sammen en del af den samlede aktivitetspakke – for alle aldre.

Ny udstilling, æbler og masser af frivillige 

Resten af museet er også trukket i ferie- og jagttøjet. I Lysningen kan du fordybe dig i en udstilling om buejagten, men hvis du bare ikke kan få nok udstilling, kan museets helt nye særudstilling GULDKORN om forædlingens overraskende historie opleves.  

Og selvfølgeligt er der stadig alle de gode museumsoplevelser i vente, når man besøger museet: udstillingerne, besøgsmagasinet med værter, dyrene, haven – og i feriens to første dage sætter vi yderligere fokus på æbler med en æbleweekend. 

Selv i museets restaurant, Den Gamle Stald, er smørrebrødet og tarteletterne blevet vilde. 

Det er altså bare at dukke op til en vild efterårsferie. Se hele programmet og tidspunkterne på detgroennemuseum.dk/efteraarsferie 

FOTO: Prøv den udfordrende buebane, hvor der både er forskellige mål og buer til alle niveauer. Og selvfølgelig en hjælpende hånd.  

Hvad: Vild efterårsferie på Det Grønne Museum 

Hvor: Randersvej 4, Gl. Estrup, 8963 Auning  

Hvornår: 16. – 24. oktober 2020. Åben mandag – søndag kl. 10-17 

Pris: 100 kr. for voksne / børn under 18 år: Gratis adgang. Entréen gælder også til Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum. 

Aktiviteter: Aktivitetspakke (buebane, digital jagttur, pileværksted) 35 kr. / 3 skud på buebanen 20 kr. / LYDLØS, smagsprøver og aktiviteter i Madens Hus er gratis, når entréen er betalt. 

SE MERE: www.detgrønnemuseum.dk 

Kommentarer